153
heller ikke om Priserne paa de raae Landets egne Producter. Ney! man maae
her ved Levnets=Midler forstaae alle, end og de forarbeydende, samt indbrag¬
te fremmede Vahre, som almindelig til Livets beqvemme Ophold, Føde, Klæ¬
de, Boelig, og anden Fornødenhed giøres behov. Thi, forstaaer man her
ved Levnets=Midler, Landets egne raae Producter, og regner deres Priser høye,
eller lave, i Ligning mod de forarbeydede, og indbragte Vahres Priser, da
optages kuns derved den Tvistighed imellem Landmanden og Kiøbstædmanden,
Bonden og Borgeren, og i Grunden gaaer Spørsmaalet da derpaa ud: Hve
af dem der dyrest skal betale hinanden deres Fliid og Arbeyde: Samt (siden
Skatterne egentlig skal tages af Beholdingen fra det, enhvers Næring over
hans Fornødenhed ham kand indbringe) hvo af dem der fornemmelig, og over
den tilbørlige Proportion, skal bære Statens almindelige Skatte=Byrde:
Denne Tvistighed, skiønt den mellem Bonden og Borgeren, bestandig vil fort¬
settes ved indbyrdes Bestræbelser (Bestræbelser, som just tiener til at treffe
den rette Jevnvegt i Prisen mellem begges Arbeyde og Arbeydes Producter,
saavelsom Skatternes lige Fordeeling) har de Statskyndige agtet rettest at
decidere saaledes: At, siden alt for lave Priser paa Bondens Arbeyde og Ar¬
beydes Producter imod Borgerens, vilde have skadelige Virkninger baade for
Bonden og Borgeren, siden de| vilde medtage Bonden en alt for stor An¬
deel af hans Producter, deels til Skattebyrden at bestride, deels til andre
hans Nødvendigheder sig fra Borgeren at anskaffe, saa at det overblevne vilde
være ham utilstrekkeligt til hans Nødtørft, og han derved ikke allene tabe Lyst
og Munterhed, men endog udsettes af Stand og Formue, sin Nærings
Drift behørig at fortsette. Og, siden Borgeren ligeledes (hvad den største
Deel betreffer) derved vilde tabe den ham nødvendige Drivere og Opmuntring
til Flittighed, nu han ved ringe Fliid og Arbeyde, kunde finde fornøden Udkom¬
VII. Deel.
