163
lader det sig sige: Hvad Virkning det eller det Middel vil have paa deres Sind,
og om det foresatte Øyemeed, ved den eller den Drivefieder, best kand opnaaes.
Dertil maae man agte: at der er nogle Ting, hvis Virkning paa det
menniskelige Sind man med megen større Vished kand sige og fastsette, end
andre Tings Virkning; siden adskillige af den menniskelige Naturs Egenska¬
ber meget klarere og tydeligere lader sig indsee, end andre. Og er den Egen¬
skab ved den menniskelige Natur, som her falder under Spørsmaal, vel nu
af de kiendeligste og upaatvivleligste, thi Sagen, som her falder under Spørs¬
maal er denne: Om Mennisket af Naturen, efter naturlig Drift og Tilsigen¬
de, undslaaer og undrager sig fra det Arbeyde og den Arbeydsomheds Grad,
som nu, i de vel dyrkende Stater, ere almindelig, og almindelig eskes og paa¬
drives. Saaledes maae Spørsmaalet forfattes, for at undgaae Tvetydig¬
heder og Misforstaaelser; Thi spørger man allene: Om Mennisket af Natu¬
ren er arbeydsom, eller undslaaer sig for Arbeyde. Da kand begge Deele,
enhver efter sin Forstaaelse, og til en vis Grad, baade negtes og bekræftes,
og utallige Ting fremføres til Beviser paa begge Sider. Ney! Læseren maa
agte: At, naar man i Satskyndigheden og Oeconomiske Skrifter, nu omstun¬
der, og i vor Verdens Deel, taler om Opmuntringer, Drivefiedre og Op¬
muntrings=Midler til Fliid og Arbeydsomhed, da tales der ikke om det Ar¬
beyde, som den menniskelige Natur til sin Forlystelse kand behøve. Heller ikke
om det Arbeyde, som Menniskets Fornødenhed og Beqvemmelighed udfordrer,
og derfor kand siges af Naturens HErre at være Mennisket paalagt. Ney!
her tales om det Arbeyde og den Arbeydsomheds Grad, som de i vor Verdens
Deel antagne Maximer, samt mange selvgjorte Fornødenheder og Fornøyel¬
ser, nu har gjort almindeligt. Om det Arbeyde og Arbeydsomheds Grad, ved
hvilken enhver Stat tænker og tragter, sin Magt og Sikkerhed, sin Anseelse
