164
og Myndighed blant andre sine Revaler at forøge, eller i mindste i forrige For¬
holdelse at bevare, at den ikke ved andres tiltagende Arbeydsomhed, skal settes
tilbage. Og som denne Staternes indbyrdes Bestræbelse, ikke at staae til¬
bage, men at ligne, ja at overgaae andre i Vælde, Glands og Myndighed,
bestandig og uophørlig fortsættes, saa vil og maae Arbeydsomheden og, som
et uomgiængeligt Middel til dette Øyemeed, bestandig vorde paadrevet, alt
saavidt som Arbeydsomheden drives kand, til dette Øyemeed at opnaae, indtil
Helbreds Svækkelse, indtil Frygt for Almuens Misfornøyelse, Munterheds
Tab, Dorskhed, Ulydighed og Fortvivlelse, byder ikke at gaae videre; siden
det tilsigtede Øyemeed, ved saa overdrevet en Arbeydsombeds Fordring, mere vilde
hindres, end befordres.
Er det da saadant et Arbeyde og Arbeydsomhed, der allerede er bragt vi¬
dere, end den menniskelige Naturs Fornødenhed og Beqvemmelighed udfor¬
drer, og som Mennisket af Naturens HErre egentlig kand siges paalagt (hvil¬
ket vel ingen kand negte, som fæster Øye paa alt det Arbeyde, Yppigheden har
tillagt, og derved ret sat Menniskene i Trældom) om hvilket her spørges: om
Mennisket af Naturen og efter naturlig Drift, der for undslaaer sig, ellerikke.
Da finder vel enhver sig beføyet og tvungen til at tilstaae: At den menniske¬
lige Natnr undslaaer sig for det Arbeyde og Arbeydsomhed, som allerede er
bragt videre, end hans naturlige Lyst og Drift, samt hans naturlige Fornø¬
denhed til Arbeyde, strekker sig. Et saadant Arbeyde finder han sig berettiget
i en vis Forstaaelse at erklære unaturligt, om ikke just imod Naturen, og over
de naturlige Kræfter, saa dog over det, som Naturens Drift og Fornødenhed
tilsiger og paalegger.
See! dette synes mig nu saa klart og tydeligt at være, at jeg veed ikke,
om jeg til Bekræftelse ydermere behøver at erindre Læseren om: Hvorledes
