190
Men skiøndt dette Middel kand sette og holde Korn=Priserne i nogen bedre
Jevnvegt, og i nogen Maade lindre og afhielpe det Onde, som de Kornkiø¬
bende Stater, ved ellers indfaldende høye Korn=Priser, jevnlig underkastes.
Saa kand dog hverken dette, eller noget andet Middel, fuldkommen læge dette
deres dybe Saar, eller hæve det betydelige Onde, som et Lands Mangel af
Korn=Forraad til egen Fornødenhed udsetter det for. Flere Aars paafølgende
Misvext borttager strax den Lindring, som denne Foranstaltning give kand.
Og Krigen, som sielden udraser i et Aar, er altid disse Stater dobbelt farlig
og befrygtelig. Og foreener første og sidste Onde, Misvext og Krig, sig med
hinanden, da bliver deres Nød og Mangel saa meget desto større. Korn=Man¬
gel er af ald Mangel den største. Og de Kornkiøbende Stater ere snart Slag¬
ne, dersom deres Fiender engang kommer i Stand, ret at betienne sig af den,
ne deres Mangel, som et Vaaben imod dem. Den store Regent, som i
dette Seculo skrækkede heele Europa, og truede med et nyt Monarkies Opret¬
telse, fandt sig omsider ved dette Sverd, tvungen til at stikke sit blødige og seyer¬
rige Sverd i Skeede.
Saa vidt derfore, som enhver Stat efter ret Beregning og Overslag,
helst nu, da denne Mangel ret indsees, og dens fiendtlige Afbetiening ikke for¬
sømmes, finder det giørligt, at aflegge det Navn af Kornkiøbende, og egen
Kornavling at befordre. Saa meget, agter jeg, at den har befordret sin san¬
de Styrke og Velstand. En liden større Fordeel ved anden Jordbrug
bør ikke nedsette Korn=Avlingen under egen Fornødenhed, siden Byttet er uvist,
og dets Hindring kand have de allerskadeligste Følger.
Korn=Avlingens Formeerelse er og bliver da de Kornkiøbende Stater,
for saavidt enhver finder Leylighed at drive den, som det naturligste, saa og det
retteste og visseste Middel, til at nedsette Korn=Vahrenes Priser, og at sette
