210
unyttigste Dyr, utallige Dagdrivere; Bonden der, foruden Føde og Klæde
til sig og sine, behøver saa mange Ting til sin Bedrift, der skal udrede saa
mange rede Penge til Skatter og Udgifter. Den fattige Bonde, siger jeg,
gaaer langsom ja grædende efter sin Plov, naar Landets Producter ikke blive
betalte i den tilbørlige Proportion med hans mange Fornødenheder. Levnets¬
Midlerne, som han maa sveede for, ere de reneste Kilder, hvoraf hans Ud¬
gifter kand flyde. Naar deres Pris falder, falder hans Mod og Lyst til at
Arbeyde. Naar han, med ald den Velsignelse GUd giver ham, maae i Kiøb¬
stæderne kiøre Gade op og Gade ned, inden han tilsidst, for ikke at føre sine
Vahre hiem igien, maa sælge dem for hvad han kand faae, saa forgaaer ald
Lyst og Munterhed til Arbeyde. Naar han ikke af ald sin Overflod, kand vin¬
de de nødvendige Udgifter, men maae frygte for en ubarmhiertig Pantemand,
der vil enten have rede Penge, eller den beste Deel af hans Huus, saa fly¬
der deraf Kiedsommelighed, og atter heraf Desperation, Ladhed og Liderlig¬
hed, thi naar hans Vahre koster lidet, æder og drikker han endogsaa til Over¬
daadighed, hellere end at give dem bort for intet. En langt anden Drift fin¬
der man hos Bonden, naar hans Sveed bliver vel betalt, han bryder mere
Hedeland, dyrker den bedre; han arbeider til Kap med Solen, neppe under
han sine trette Lemmer faae Timers Søvn, at ikke Tiden skal spildes; han
under neppe sit Legeme den fornødne Mad og Drikke; hvorfor? fordi Levnets¬
Midler bringer ham brav Penge ind. Begierlighed efter Fordeele giør ham
utrættelig. Saaledes kand Gierighed, der ellers er en Last, tilfældig viis
opvække Dyd: Sparsomhed og Flittighed, her hedder det i en god Meening;
qvid non mortalia pectora cogis,
Auri laera fames?
