228
det i Størrelse tilkommer imod det andet, lad være en Egn i det samme Land giver
en langt større Velsignelse end den anden, saa maa min Herre dog tilstaae
mig, at vi i frugtbare Aar gjør en riig Høst i de fleste, at den som i Aar ind¬
gvler mindre, kand et andet Aar, indavle mere end den anden, at denne Ulig¬
hed altid har fulgt vore Egne, og det eene Land har dog maattet rette sig efter
Prisen paa de Stæder, hvor man maa kiøbe meget af Kornet, ligesaa vel som
det andet, og at den ene Undersaat har baaret Byrden med den anden, lige¬
som det eene Land med det andet. Mon det da være mere ubilligt, eller mere
urimeligt, at de giør ligesaa, naar vi faaer Korn=Prisen i en bestandig Jevn¬
Vægt? Men faaer vi først vor Agerdyrkning bragt til en større Fuldkom¬
menhed, vil meget af denne Ulighed gaae bort, og Jorden efterlade os en
langt rigere Afgrøde, og da, som jeg forhen har erindret, holder jeg først Jevn¬
Vægten for muelig.
2) Om nogen betydelig Misvæxt indfalder enten i alle Landene tillige,
eller i de fleste, eller i nogle Aar tillige, hvorledes kunde da denne
Jevn=Vægt holde stand, uden Landmandens Ødelæggelse?
Jmod denne Fiende kand Jevn=Vægten aldrig holde Stand, med min¬
dre den er vel bevæbnet med en foregaaende Forsynlighed. Korn=Huuse, som
indeholdte Forraad for næste eller flere efterfølgende Aar, kunde allene staae den
bi i dette Tilfælde. Men da hertil medgik flere Omkostninger end Kornets
første Jndkiøb efter Jevn=Vægten, kunde det ikke uden nogen Forhøyelse
igien sælges. Altsaa kunde Jevn=Vægten ikke fuldkommen holde Stand.
Men mon det dog ikke var bedre paa denne Maade at hielpe Folk til Velstand,
end ved en saa ofte alt for høy Priis paa Kornet, at skille dem af dermed? Vor
Allernaadigste Konge har i dette Aar ved sit allerhøyeste Exempel givet os et
haandgribeligt Beviis derpaa, da han har ladet aabne Forraads=Kammerne
