232
Lad være, Levnets=Midlerne ikke levner just saa meget til Velstand, naar de
staaer i en maadelig høy Priis, som i en lav, saa veed jeg dog, der levnes li¬
det, og lægger man lidt til lidt, og gjør det tit, saa faaer man tilsidst deraf een
Dynge. Adde parum parvo, tandem cumulatur acervus.
12) Jevn=Vægtens Muelighed venter jeg da min Herre tillægger sit gode
biefald, nu vil jeg stræbe at erhverve mig det samme i den deraf flydende
Nytte, som er det andet Spørsmaal i det opgivne Problema. Der hersker
een gammel indgroet Syge iblandt os, som ikke allene legger en stor Forhin¬
dring i Veyen for Folkets Formerelse, men endog skruer vor Arbeids=Løn saa
høyt i Været, at vi ikke kand udstaae at holde Priis med Fremmede, og den¬
ne er den bestandige Frygt, vi altid lever i, for Kornets høyre Priis. Den¬
ne befaler os altid at sælge vort Arbeyde saaledes, at vi altid kand leve, det er:
altid at tage saa megen Profit, som Frygt for Korn=Prisens høyre Trin be¬
faler, endskiønt man i henseende til den lave, gierne kunde nøyes med mindre.
Fandtes der nu en bestandig Jevn=Vegt i Kornets Priis hos os, kunde denne
Frygt ikke andet end gaae under, og man havde ingen Aarsag til at have no¬
get i Hinterhold, af Frygt for en tilkommende høyre Korn=Priis, saa længe
denne ikke kunde stige, og vor Arbeids=Løn maatte da nødvendig blive lavere
thi Hovederne for vore Familier fik i Jevn=Vægten en bestandig og sikker Ef¬
terretning om den Formues egentlige Beløb, der henhørte til at Korn=Føde
deres Familier, hvilken de nu, saa læuge vore Priser paa Kornet ere saa vak¬
lende og ustadige, maa undvære, og denne Uvished er det jøst som driver
dem til at tage saa megen og for megen Prøfit. Men blev nu Jevn=Væg¬
ten dem en Regel for den Formue til deres Familier, blev den og en Re¬
gel for deres Profit eller den Formue, der foruden forrige, behøves til
Velstand, hvilken de nu vist kunde see, det var mueligt at erholde, og det end¬
