234
den, der efter erholden Fred, maa fattes de fleste Hænder, og vil den fattes
Hænder, tør Landmanden ikke ved at frygte for forstor Overflødighed af den.
14) Bondens umættelige Begierlighed, endog i den allerhøyeste Korn=Priis
efter mere, skal aldrig kunde stilles uden ved en bestandig Jevn=Vægt i Kornets¬
Priis. Denne er det Middel, der sætter hans Begierlighed inden visse Skranker,
uden for hvilke der ikke gives Leylighed til at forhindre andre Stænder i Sta¬
ten fra den Velstand, de ved deres flittige Arbeyde saa bestandig sigter for, el¬
ler formindske og nedbryde den, de allerede har forhvervet. Hvor ofte geraa¬
der ikke denne Begierlighed ingen mere til Skade, end den rige Bonde og
Korn=Pugeren selv. Han tænker: er Kornet stegen saa høyt, saa kand det
endnu stige høyere, og min Gevinst endnu blive saa meget større end andres.
Disse Tanker forleder ham: han giemmer sit Korn, saa længe han kand, og
venter paa den ønskte Prises Komme. Men see! det gaaer just tvertimod:
Kornet falder, og han nødes til at sælge det meget under den Priis, han kun¬
de folgt det for før, han taber i Maalet, og om hans Lofter ere befængte
med Krebs eller Orm, endnu mere i Kornets Godhed: han spilder ald sin
Umage og Bekostning, han har anvendt paa Kornet i den lange Tiid, det har
ligget. Vare alle vore Bønder i den Stand, de kunde, saaledes giemme paa
Kornet, til den høyeste Priis, som de ønsker, vaagnede, skulde vort Kiøb paa
Korn og andre Levnets=Midler forbyde Velstand i de fleste af de andre Stæn¬
der, og jage dem bort til andre Stater, hvor der var lettere at leve.
15) Det er min Herre ikke uvitterligt, hvor mange Kiøbmands=Fami¬
lier i de smaae Stæder vare uvisse og saa godt som paa maae faae stillede Korn¬
Priser, har befordret ti den foragtelige Armod, og hvor mange af deres Giæld¬
nere derved er viist den samme Vey. Det store Haab om den høye Prises
Bestandighed paa de Stæder, som maa kjøbe meget Korn, og den med denne
