235
følgende store Profit, var dem Aarsag nok til at glemme den bekiendte Regel:
Medio Tutissimus ibis. De betænkte ikke, at i det de pukkede paa Prisen,
spillede de Bold med deres egen Velfærd. Prisen faldt og Haabet med Ge¬
vinsten blev een Hoben flere Giældnere, og Renternes Tal voxte dem til sidst
op over Hovedet. Gieldnerne forlangte deres, men da de fik kun lidet eller
intet deraf, efterlod de dem i Asken. Stod nu Kornets Priis paa een ikke
vaklende Fod, havde Kornhandlerne altid noget vist at rette sig efter, og de
kunde ikke gaae videre med deres Bud paa Kornet, end den fastsatte Priis til¬
lod: deres Profit saae de altid forud at være altid lige stor, og saa vis, at de
aldrig (uden ved særdeles Ulykker) kunde gaae glip deraf. Korn=Handelen i og
imellem Rigerne, blev sat i saa klart et Lys, at ingen af de handlende længer
kunde gaae i blinde, eller ved Korn=Handelen ødelægge sig selv.
16) Der er et vist Greb i Handelen i de smaae Stæder, der ikke efterla¬
der sig nogen gode Følger for Staten, og dette er den Konst at sætte af paa
Vahrene i Kramboden, hvad man enten taber paa Kornet, eller om man ikke
just taber, hvad man kunde vundet mere derpaa. Dette er et Onde, som in¬
gen Slags Korn=Priis, uden allene den bestandige, kand dæmme for, og just det,
som giør, at de Slags Haandverks=Folk, som enten maae have alle eller dog
de fleste af deres raae Materier og Redskaber i Kramboden, hverken kand hol¬
de Priis med de udenlandske eller med dem i de store Stæder indenlands, i hvor
stor Forskiæl der ellers er paa Levnets=Midlernes Priis og paa Leve=Maaden i
de smaa Stæder frem for de store. Vort Smedde=Arbeyde tiener mig herpaa
til Beviis. Naar en Smed i en liden Stad maae give i til3 Skilling mere for
1 Pund Jern, 4 til 12 Skilling mere for en Skieppe Steen=Kull end Smed¬
den i en af de store, mon ikke den sidste kand være i Behold, naar han faaer
saa meget til Arbeids=Løn, som den første betaler mere for de bare Materier,
