24
og hvorledes skal den første kunde holde Priis med den sidste, uden han vil ar¬
beyde for intet, og det, som deraf følger, leve af intet. Saadan er det og
med Rebslageren og Glarmesteren, med Blikmageren og Snedkeren &c. De
øvrige Jndvaanere finder vel og til dette Kiøbmands=Greb, men ikke just saa
meget. En bestandig Jevn=Vægt i Kornets Priis forebygger Kiøbmandens
Tab derpaa, og altsaa Virkningen deraf paa Kramboden, og blev Kiøbmands¬
Vahre i lettere Priis, kom Folk og derved til at leve lettere, og de smaa Ste¬
der, hvoraf de fleste ere næsten altid lige store, eller tager saa meget af paa en Tiid,
som de tager til paa en anden (thi de Huse, som bygges til foruden de sædvanlige,
ere endnu kun meget faae) efterhaanden blive rige baade paa Huse og Folk.
17) Det er de store Stæder, som behøver det meste Korn, det er og
disse, der driver den meste Handel udenlands, mon de da ikke og kunde føre
den største udenlands Korn=Handel? og mon dette ikke lettelig gik an baade
med det, de kunde lade sig tilslaae aarlig af Forraads=Husene, naar ingen
Misvæxt var at befrygte, saa og med det, de efter Jevn=Vægten lod sig til¬
føre fra de smaae Stæder, saa længe disse ligefuldt kunde drive deres Handel
paa Norge. Jeg tænker, vi herved kunde spare Hollænderne meget af den
lange Vey til Øster=Søen, enten ved at sende dem vort Korn til i vore egne
Skibe, eller ved at lokke dem ind til vore store Stæder og beste Havne. Den
som handler, er det om Aftræk at giøre, og dette forhverves ved godt Kiøb
paa gode Vahre. Stod det nu i vor Magt, at give ligesaa godt Kiøb,
eller endnu bedre end de andre Østersøiske Magter, og vort Korn var enten li¬
gesaa godt eller endnu bedre end deres, kand jeg ingen Aarsag finde, hvorfor
Hollænderne ikke snarere skulle gaae ind til os, end reent forbi, skulle det væ¬
re for deres Vahrers større Afsættelse i Almindelighed, da er det vel, at vi
behøver ikke saa meget deraf som hine, og er Tegn til, vi maa have lært at
