238
19) Nu venter jeg og efter mit ringe Begreb at have besvaret det andet
Stykke af det opgivne Problema, og viist min Herre, at det tillige er gavnligt
at sætte Korn=Prisen i en bestandig Jevn=Vægt, og det i en lav, naar vor
Agerdyrkning kommer til en større Fuldkommenhed, men i een maadelig høy,
inden den Tiid formodentlig opnaaes. Til Slutning maae jeg endnu udbe¬
de mig Friehed til 2de Jndvendinger at besvare, som de formodentlig torde sæt¬
te mig i møde. De heder saaledes:
1) Naar Folk, efter den lave Jevn=Vægt, kom saa let til Føden, vilde de
tabe efterhaanden den forrige Flitighed, og Ladhed reent tage
Overhaand.
2) Blev Korn=Prisen sat i bestandig og lav Jevn=Vægt, vilde og Over¬
daadighed sætte sig i en bestandig og høy Over=Vægt.
20) Hvad den første angaaer, da tør jeg frit sige, at det har ingen
Fare. Den Flittiges Øyemeed er Velstand, og hans medfødte Begierlig¬
hed efter dens bestandige Tilvæxt tillader ham ikke at legge sig paa den lade
Side, han tager sig nøye i Agt for alt det, som han forud kand see, at ville
enten forringe eller kuldkaste hans gode Tilstand: han seer med Agtpaagiven¬
hed, hvordan det gaaer den Lade, og slutter fornuftig deraf, at det gik ham
ikke bedre, om han forlod sin bevandte Flittighed. Disse Drive=Fiedre er det
der driver hans Hænder, og disse Betragtninger er det, som skynder ham ide¬
lig til Arbeyde, uden hvilket han hverken kand erlange eller beholde Velstand.
Den Lades Øyemerk er vel og Velstand, men hans Afskye til Arbeyde tillader
ham den ikke. Siden mig her forekommer Leylighed, kand jeg ikke efterlade
at give mine Tanker lidt mere af Tøyelen i denne Materie: Den iblant os
saa meget beklagede Ladhed, bliver endnu saa meget mere beklagelig, naar vi op
leder de Hoved=Kilder, hvoraf den fornemmelig har sit Udspring.
