240
ved Fremmede og de faae iblant os, som igien har lært det af dem, og vi maa
betale dem detfor, hvad de vil foreskrive, men Mængden af vore egne, som
kunde have Brødet ved dette Arbeide, og giøre Arbeyds Lønnen lettere og let¬
lere, efter Folkets større og større Tilvæxt, forstaaer det ikke. Hvad under
da at vi har mange Lade! Og hvor vil vi ret faae helbredet denne Syge, der¬
som vi ikke i Tide, fra det øde eller 9de Aar af vænner vore Børn til alle Slags
nyttige Haandgierninger, enten det er dem, vi selv har lært, eller ikke; enten
de ere Moden med, eller imod, enten vor egen Jndbildning sætter høy Priis
paa dem, eller lav, enten de just ere saa vinkelrette med Anstændighed, eller
ey. Thi saa længe det er os ikke fuldkommen bevidst, hvad Stand og Til¬
stand Børnene i sin Tid kand komme i, handler vi fornuftigst, naar vi lærer
dem at bruge Hænderne til mange Slags Arbeyde, hvoraf de siden selv kand ud¬
vælge de Slags, som skikker sig med deres=Stand og Tilstand. Herved giø¬
res de beqvemme til, selv at fortiene noget til hielp til deres Opdragelse, og be¬
vares fra den ellers befrygtende Ladhed, om dens Hoved=Haandtering slog
feyl, som de egentlig havde taget sig for, og vil de benytte sig af de Vaaben,
hvormed de saa vel ere berustede, faaer den haanlige Armod ingen Adgang til
deres Grændser. Kiøbstæderne holder nu og Lands=Byerne med, imod en vis
aarlig eller ugentlig Betaling, Lærere for deres Børn, i Læsning, Skrivning
og Regning, mon de da ikke ogsaa kunde og burde giøre det i andre Ungdom¬
men af begge Kiøn saa umistelige og u undværlige Videnskaber? Hvor nyttigt
og tillige behageligt var det ikke, at see vore unge Piger kappes med hverandre,
hvem der kunde hegle den fineste Hør, spinde den fineste Traad, og selv være
pyntede med det fineste Lærret deraf? Hvor ønskeligt og tillige fornøyeligt at see,
den eene finder paa Tegninger smukkere end den anden, og forfærdige en endnu
