261
gaaes ved tvende Cirklers Jnddeeling paa en og den samme Maade, staaer
alletider udi en forkeert Forhold med Cirklernes Radier. Efter Løfte
maae jeg og melde noget om den Forfalskning, der kand komme formedelst de
spidse Vinkler, som de sidste uddragne Radier gjøre med den æqvinoctigle Li¬
nie, omendskiøndt man maae indbilde sig en Punkt at være saa liden og udee¬
lelig, ligesom den ingen Deele havde, og en Linie allene at være en Lengde for¬
uden nogen Bredde eller Tykkelse, saa er det dog umueligt, at kunde betegne
nogen Punkt saa liden at den ingen Deele skulde have, eller beskrive en Linie saa
subtil at den ingen Bredde skulde bekomme; heraf maae altsaa følge, at naar
man drager tvende Linier, som overskierer hinanden, bliver deres fælles Skiæ¬
rings=Sted ikke nogen mathematisk Punkt, hvilket man dog maae indbilde sig,
men en virkelig Plads, der baade haver Lengde og Bredde. De rette Linier,
som man beskriver, ere da virkelige Rectangler, i hvor fine og subtile de end
kand være, naar nu tvende Rectangler der ere lige store og lige skikkede med
hinanden, øverskiære hinanden udi rette Vinkler, indtager deres fælles Skiæ¬
rings=Plads en Qvadrat, hvis fire Sider ere, hver i sær, af lige Størrelse med
Bredden paa en af samme Rectangler; altsaa følger, at naar tvende rette Li¬
nier der ere dragne med een og den samme Fiinhed, overskiære hinanden udi
rette Vinkler, indtager deres Skiærings=Plads ikkkun en liden Qvadrat, som
haver enhver i sær af dens Sider, lige store med Bredden paa een af de be¬
meldte Linier: derimod dersom de forbemeldte Rectangler overskiærer hinanden
udi skakke Vinkler, kand deres fælles Skiærings=Sted ikke være en Qvadrat,
men en Rhombus, hvis længste Tverlinie maae blive jo længere og længere,
jo skakkere Vinklerne ere; derfore maae da tvende beskrevne rette Liniers fælles
Skærings=Stæd ligeledes være en Rhombus, naar Linierne giøre skakke Vink¬
ler med hinanden, og Skiærings=Pladsen alt lengere og lengere, jø skievere
