279
§. 5. Saa lenge man staaer i den Tanke, at Agerdyrkningen og Land¬
avlen, hvad Pløyningen og Saaningen angaaer, skulde og maa endelig dri¬
ves i eens Orden og paa eens Maade, saa længe seer jeg ikke, hvorledes det
sidste kand blive forebygget. Den gamle Sædvane vil paa et hvert Sted ha¬
ve, at Sæden af alle Slags Art skal saaes og legges i Jorden paa den Tid,
og i den Orden, saaledes som Forfædrene har gjort. Den allermindste Deel
bekymrer sig om Veyrliget, saa vidt sammes Jndflydelse er i Stand til at an¬
rette Nytte og Skade, ihenseende til Jorden og Sæden. Den største Hob
bliver behersket af den blotte Sædvane, som bliver understøttet af Vankundig¬
hed og Uvidenhed, af forudfattede Meeninger og Egensindighed. Den arbey¬
der og bliver ved sin gamle Slentrian og Maade, omendskiøut den veed, seer
og kand erfare, at Gud holder for nødvendigt, aarligen at ind= og udføre en
anden og foranderlig Orden i Veyrliget.
§. 6. Mig tykkes virkelig, at det er overeensstemmende med Klogskab,
i Forveyen at give Agt paa denne Orden, som skal herske i et hvert Foraars
og Sommerløb. Dersom dette skeer med tilbørlig Forsigtighed, saa holder
jeg for, at Agerdyrkningen kunde blive dreven ulige lykkeligere, end forhen.
Jeg har langt mere Tillid til de Regler og Slutninger, som hidstammer fra
Jndsigts= og Erfaringsfulde Grunde, at de maa drage en god Følge efter sig,
og være af got Udfald, end naar jeg blot skal overlade mig til den blinde Skieb¬
ne og Lykketref, og ikke er i Stand til at giøre lidet eller og slet intet Regnskab
til den, som spørger: Hvorfor det er gjort saaledes, og ikke anderledes?
§. 7. Man er et dagligt Vidne til den Jndflydelse, som Veyrliget kand
have, og virkelig har i Jorden; hvorfor skulde det da være os umueligt, at ud¬
forske dens Godhed eller Skadelighed, førend og naar vi maae forene vor Sæd
