291
August=Maaned, efterat den formedelst en vedholdende Regn, var bleven blø¬
det. Disse to i fem Aar indtrufne Exempler, som ere næsten enhver bekiendte,
overbeviser os om, at Veyrliget kand antage en usædvanlig tør Udstrekning.
Maae vi ikke sette vor Eftertanke i Bevægelse, og spørge: Hvorledes vi ihen¬
seende til Pløyningen og Saaeningen, skal gaae tilverks i saadanne usædvanlige
Tilfælde, og forthielpe vor Sæd.
§. 38. Allerede i Martii Magned i Aaret 1758 tog en reen Foraars
Varme sin Begyndelse. Vinden udvalgte at staae i den sydlige Kant, Luften
var reen, bestandig og uden Blanding. Man saae Himmelen at være ren og
klar langt borte. Vinter Vandet var overalt nedsynket i Jorden. Jorden faldt
i Stykker i Pløyningen, den var mør, og overmaade beqvem til at faae Havre
udi. Landmanden pløyede i Forveyen; naar efter en bestemt Tiid den Dag
indfaldt, paa hvilken han, efter sine Forfædres Exempel det forrige Aar havde
saaet, saa skulde, som man har fortalt mig, den pløyede Jords fuldkomne
Tilberedelse skee. Hvad kunde nu af forbemeldte Kiendetegns Vidnesbyrd,
som forkyndede et meget tørt Foraar, følge andet, end at Havre Sæden i en
allerede udtørret Jordbund, deels maatte blive liggende frugtesløs, og Bygget,
som ved den sildige Saaening forefandt en endnu ulige tørrere Jorbund, kunde
ikke andet, end vente samme Skiebne.
§. 39. Med Jevndøgns Begyndelse i Aaret 1762 opklarede Himmelen
sig fuldkommen. Den herskende Vinds=Trek satte sig i den østlige Kant. Luf¬
ten var af middelmaadig Godhed og Kraft. Vinter=Vandet forsvandt øyen¬
synlig. Jorden blev meget betimelig pløybar. Man pløyede i samme Orden
i Forveyen til Havre=Sæden, som man var vant at giøre, og besaaede den
forhen pløyede Jord, omendskiønt baade Vind og Solen tilfælleds havde be¬
røvet Sæden al Kraft til at grødes. Af denne Maade at tænke og arbeyde
paa, maatte denne nødvendige Følge komme: den Sæd, som ligger dybt, skal
voxe, men den, som ligger tet ved Overfladen maae tørres hen. Efter Jevn¬
