306
ge har Overhaand. J saadant et Foraar, om det skal være frugtbart eller
ufrugtbart? kand det visseste Svar blive taget af Luftens og Vindens Trek.
Luften er enten af mild, eller af kold og bidende, eller af oprørt Art. Er den
mild, saa har den en frugtbar Virkning; er den kold og bidende, saa bliver
Sæden tilbageholdt og siandset, saa at den hverken kand grødes eller ret voxe
frem; men dersom den er oprørt, eller falder i det rissende og svulstige, saa
overdriver den Frugtbarhedens Grad og bliver skadelig. Følgerne af begge de
sidste Luft=Arter, baner altsaa Veyen til Ufrugtbarhed. Ligesaadan Beskaf¬
fenhed har det med Vinden; sammes Trek er ligesaa skadeligt, som nyttigt.
Al Haardhed og Rissenhed, som den pexelviis bringer med sig, er skadelig for
Sæden og Jordbunden; denne giør den fast, og ligesom tilmurer for Sæden,
saa at den, indsluttet af skadelige Dunster, maa qvæles i sig selv og blive raa¬
den; derimod naar den er mild, saa bliver Jorden aaben, og altsaa beholder
Dunsterne en frie Udgang, og Sæden en ubehindret Fremgang.
§. 61. Jeg har i Forveyen maattet give denne Betænkning, paa det at
man saa meget desto bedre kunde lære at kiende Forskiellen imellem fugtige Far¬
aars=Løb. Om den østlige Kant og Vinds Trek, er det en bekiendt Sag, at
saa lenge Saaenings Tiden varer, saa formoder man deraf en ulige større Til¬
bøyelighed til Tørke, end til Regn. Jeg erindrer mig ikke, at have oplevet,
at en østlig Regn i saadan Tid, har gjort nogen Skade ved Jordbunden og
Sæden; meget mindre, at et vedvarende fugtigt Veyrligt fra den Kant har
faldet besværlig for Agerdyrkningen. Men det lærer Erfarenhed, at jo længer
Veyrliget rykker frem ind i Foraaret, desto fordeelagtigere er Regnen, som, for
enet med Norden og Sønden Vinden, pleyer at falde fra denne Kant. Almin¬
idelig falder den langsom, mild, og vedvarende, der altid giør den beste Tie¬
neste, i fald den ikke bliver afvexlet med en sterk Storm.
§. 64. Af det anførte er det klart, at jeg ikke tor videre ved atmelde no¬
get om den Fugtighed, som kand ventes fra denne Kant. Jeg vil ikkun til¬
føye en dobbelt Erindring: 1) Sag fremt man kan forandre det, saa maae man
