312
paa sig; deraf kommer den tynde Frugt, som, efterat den omtrent er voxen
en Fod høy, maae standse og staae stille i sin Vext, af den Aarsag, fordi den
har ingen Kraft i de ankomne Rødder, til at skyde sig videre frem. Bevæget
af disse Grunde har jeg antaget den Sædvane, at vente med Taalmodighed;
og jeg raader Landmændene heller til at sove, end til at arbeyde, efterdi de
forud kand see, at de ville ikkun komme til at indhøste lidet Got, men meget
Ondt. Hvo som nu med Beskedenhed siger, at han kand umuelig bie længer,
ham giver jeg det Raad, som ofte har gjort god Tieneste, at han efter en gand¬
ske flak Pløyning, ikkun engang med Harven skal overfare den besaaede Jord,
og nogle gange siden igientage dette Arbeyde, efter visse Dages Forløb og
Mellemtid efter eget Behag, saa giver han Sæden luft, opløser Jorden, og
demper Ukrudet, og forskaffer den gode Frugt Plads, saa den allene kand
tage Jordbunden i Besiddelse.
§. 71. Naar Vinden i et ForaarsLøb bliver staaende paa den Nord¬
vestlige Kant, som skeede i Aaret 1759, og fra samme Kant medbringer Kuld
og Regn: saa har man vel ikke at frygte for en svulstig Varme, men desto
mere Skade giør Kulden; denne, og Fugtighedens Overflødighed arbeyder
fælleds paa Sædens Fordervelse, og Ukrudets Befordring; det maa voxe,
men den gode Sæd tage af. Efter mit Tykke beroer den gode Frugts Trivelse
og Fremgang i saadan en Tiid, paa denne tredobbelte Regels Jagttagelse. 1)
Man opsøge, saa vidt mueligt er, det tørre Mellemløb, og betiene sig af sam¬
me til Pløyning og Saaening, 2) Man pløye for alting ikke dybt i Jorden,
paa det at Jordbunden saa meget desto hastigere maa aftørres; og naar man
3) lader faae Sæden i eller uden Regn, saa maa man see derhen, at Har¬
ven ikke bliver brugt, førend Jordbunden nogenledes er bleven tør, men at
sammes Aabning skeer siden, og efter Omstændighederne bliver igientagen.
§. 72 Naar Veyrligets Løb i et Foraar er blandet, saa at hverken det
Tørre eller det Fligtige har fuldkommen Overhaand, da koster det langt fra
