33
hos dem vil udrette; Men min Alder, min Stand, min Levemaade paa et
ubekiendt og eenlig Stæd, mit skiulte Navn, see disse Ting fritager mig fra
det Had og de Uleyligheder, som en forhadt Sandhed kunde foraarsage mig,
dog vilde jeg med største Behiertighed gaae disse Ting i møde, dersom jeg torde
smigre mig med det søde Haab, at have gjort noget, hvor lidet det endog var
til det Folks Fuldkommenhed, som-Forsynet ved Fødselen gjorte mig til en
Medborger af.
Religionen og Naturens Lov giver vel de beste Vaaben til at bestride de
menneskelige Vildfarelser med, men det er at beklage, at det just er dem, som
allermindst adlydes. En kiendelig stor Skade overbeviiser os undertiden lang,
kraftigere om vore Forseelser, men man seer let, at dens Underviisning kommer
alt for sildig for dem, som har maattet lide den samme, ja dersom man des¬
uden tager feyl i at giette Aarsagen til den Skade, vi har lidt, og hvad er
almindeligere, da stræbe vi forgieves at forebygge den, og endelig af Mangel
paa fornøden Agtsomhed, er deres Tal ikkun lidet, som af andres Skade bli
ver klog.
Saaledes forholder det sig med den ubodelige Skade, der kommer af at
ade sine Børn opfostre ved en leyet Moder, Endeel kiender al forsildig den
Skade, de deraf have lidt, ja ofte falder de mindst paa de Tanker, at dette
har været Aarsagen dertil, en anden Deel har vel aldrig troet, at der kunde
flyde Uleyligheder af en Mode, der er saa almindelig. Vel an, jeg vil under¬
vise den ene Deel om Kilden til deres Ulykke, og advare den anden Deel, hvor¬
jedes de skal tage sig vare for en Feyl. Der sandelig har langt større Jndflydelse
udi deres timelige og ævige Velfærdt end de skulde forestille sig, giørende Be¬
gyndelse at tale:
Om de Uleyligheder, som et Barn, der opføstres ved en fremmet Mo
der, maa underkastes.
Menniskets første Frembringelse i Moders Liv er et udi Naturens Bog saa
mørk Sted, at vel ingen indtil denne Dag skal kunde rose sig af, at have grun¬
