33
dig forstaaet det, ja det synes næsten at nærme sig til Forvovenhed, naar man
stræber efter, at borttage det Forhæng, som Naturen har hængt for vore Skab¬
ningers hemmelige Verkstæd. Men saaledes forholder det sig ikke med den
Maade som den betiener sig af, for at ernære os, naar vi engang ere skabte
Vi veed, at den forsynlige Natur havde allerede samlet et, skiøndt meget lidet
Forraads Kammer (in ovulo) der skulle giøre den første Begyndelse med, at give os
den Næring, som til vore Legemers Udvikling og Vedligeholdelse er saa nødvendig,
saa længe vi endnu ligger skiulte under vor Moders Bryst, bliver den fremdeles
ved at bereede os udi hendes Vædsker vor Føde, men saasn art forflyttes vi ikke
ind udi den synlige Verden, førend Naturen og strax er betænkt paa, at flytte
vort Spise=Kammer hen til et Stæd, som den efter vor nærværende Tilstand
finder beqvem, nemlig den udarbeyder og afskiller udi Moderens Bryste en Melk,
hvis første Virkning bestaar i at udrense de Ureenligheder, der har samlet sig udi
Fosterets Jndvolde og som visselig, dersom den ey enten ved Naturens Hielp
eller og ved Kunst blev skaffet af V eyen, vilde blive til en dødelig Forgift. At
Naturen udi alle disse Tilfælde retter sig meget nøye efter Fosterets Tilvæxt ved
at gaae frem fra en finere til en grovere Spiise, hvis den ey ved unaturlige
Tilfælde bliver forstyrret udi sine Forretninger, der om har vi ey nødig et Øye¬
blik at tvivle, og hvorvel vilde Barnet befinde sig, der som det her overlodes
til Naturens Forsorg, nemlig: Dersom det blev ved at drage til sig den Nære¬
Saft, som det er blevet vandt til fra det første Øyeblik af, da det blev til, og
som er indrettet efter dets spæde Natur, og af den lader sig fordøye, men her er
det at Verden udøver sin første Ondskab imod det, der er saa meget meere for¬
dømmelig og strafværdig, som den viises imod det, udi en Tilstand, da det er
blottet fra alle Kræfter til at imodstaae den, ja da det allene ved en ynkelig Klyn¬
ken og spæde Udmæle, synes at bebreyde Menneskene deres slette Medhandling.
Her er det den Orden, som Skaberen selv har nedlagt udi Naturen, paa det
skammeligste brydes og overtrædes, her er den Plæt, der formørker saa mangen
