248
, mon det skulde takke eder, fordi J opfostrede det ved et uretfærdigt Nann
, paa mit Livs Bekostning: Siger mig, hvad Gierning kand være afskyeligere
end den, J har viist imod mig, bortrøver et Menneske, der er kommen til
Alder sit Gods, han kand stræbe at erhverve sig noget paa nye, skiender en
uskyldig paa sin Ære og Anseelse, der findes dog fornuftige, som dømmer ret
, om ham, og hans egen Samvittighed er hans Trøst, anfaldt ham paa Mor¬
disk Viis og Maade, han kand imodstaae eder med lige Magt, men jeg,
, hvormed skal jeg erstatte det Tab af mit Liv, som J har borttaget mig. An¬
tændtes da mit Lives Lys ey for andet, end at J strax skulde udslukke det
eller kom jeg allene til Verden, paa det at J kunde besmitte eder med at myrde
mig. Men var mit Liv af eder saa ringe agtet, at J ey tog i Betænkning,
at opofre det for eders egen Mageligheds Skyld, hvorfor dræbte J mig ey med
, voldsom Haand det første Øyeblik, da J fik i sinde at bortranne mig min
, Føde. Hvorfor har J gjort mit korte Liv til en Kiæde af Elendigheder, som
jeg den Tid de rammede mig, ey kiendte, men nu snart, Gud skee Tak, skal
forglemme. Hvilket forskrækkeligt Stød fik ey muin heele Natur, da J bortrev
, mig fra min Moders Bryste, jeg kastede mine spæde Øyne fuld af en
, blandet Kierlighed og Sorrig forgiæves efter hende, thi ingen rørdes derved,
jeg beklagede ved min spæde Mæle over den Uret man tilføyede mig, men J
, var ubevægelig; jeg maatte i steden for nærende Føde, som Naturen der føl¬
ger Forsynets Love, havde tillavet mig, taget til takke med en grov Spise,
der var mig saa skadelig, at den blev forvandlet til en Skarphed og Gift,
som efterhaanden fortærede mine spæde Jndvolde, saa at jeg forsvandt
i steden for at voxe, og fandt min Død i det, som skulde vedligeholde
mit Liv, ja hvor megen Smerte og Uroelighed har ey mit korte Liv
været underkastet, nu en smertefuld Kramp, nu en Piine, nu udi et, nu udi
et andet Lem, ja hvorofte har mit hele Legeme paa en ynkelig Maade sam¬
menkrympet sig (ved Slag og Coqvulsioner) og stræbt efter at udjage min efter
u Forløsning fukkende Siæl, hvorøfte har jeg forgiæves tilkiendegivet min
