E¬
n Landmand, som kunde avancere sin Græsning i nogen Maade,
fortiener den samme Roes, og giør sig den samme Nytte, som med
at forbedre Korn=Sæden. Af Græsset, den fattige og fornedrede
Væxt, har baade rige og ringe Folk deres Klæder og Skoe, de
har Mad og Drikke deraf. Og den Spise og Drik, der hændtes fra Græs¬
set, Melk og Smør, og Kiød af Fæe og Faar &c. maa være bedre end alle
andre Jordens rare Producter, siden vi kunde taale at see det an, og nyde det
ved hvert Maaltid, og til anden Forfriskning, saa længe vi kand fortære no¬
get. Den Egn, og de Bønder, som har de store drægtige Kornmarker,
kand visselig fremvise meget til Skaberens Ære, og til deres Underholdning.
Men naar jeg seer sidelangs ved hine stolte Strækninger af Rug og Byg, naar
jeg er der en Fællet, som er usel og mager og hudflættet, saa veed jeg vist, at
Folk i denne Egn har ald deres Konst nødig at komme ud til yderste Nødtørft.
Til Skat og Skyld, til Sædekorn og Brødkorn, strækker Grøden nok til sin
aarvaagne duusholdere. Men, om der er noget til overs, da skal det alt
sælges Kiøbstedmanden for salte Sild og Graasei. Og der skal drikkes paa
