362
ikke skeer, saa er Markerne i Ævighed ringere til Korn, og meget ringere til
Græs, end de ellers kunde være. Men naar dette maatte komme i Brug, saa
vare de paa de fleste Steder skikkede til en nye Forbedring, nemlig ved det vel¬
signede herlige Klever=Frøe, som nu skal mældes om saa omstændelig, som jeg
kunde.
Nansornemper, aiadeLeande, Synderog Nodsorog, besiter sigpaa¬
forbædre Græsningen, med at faae et og andet Slags Frøe. Men der fattes
vis Efterretning, hvorledes de i Sverrig befinde sig ved at faae Fuglevikker.
J Ober=Tydskland ved den Spanske Klever. J Frankerig ved deres Lucerne,
eller Sneglklever. Med de to sidste Slags har jeg gjort en Prøve i Urtehauger,
og befundet, at de her til Lands ikke vil være andet, end en Sommervæxt.
Det meste gaar bort i streng Vinter, og det øvrige stræber ikke synderlig at
udbrede sig. Fuglevikkerne kommer aarlig frem igien, og giøre en herlig Pa¬
rade imellem Tornene i Marken, som de støtter sig ved. Men paa frie Haand
holder de ikke Stand. Det Korn de voxe op iblant, qvæler de. Og saa
brusende som deres Busk er, saa falder det ved Tørrelsen hen, og bliver saa
godt som tik intet. Man seer Exempel derpaa i RugAgre.
Det Hollandske eller Nedersaxiske Klever er paa en Snees Aar meget ind¬
ført, baade i det Tydske og Danske Holsteen. Femeren har haft dobbelt
Melk og Smør deraf i nogle Aar, og ikke derfor desmindre Korn. Paa Ær¬
røe finder Forpagtere og Bønder sig meget vel derved. Paa Alsøe og Ange¬
len er det sidst kommet ind, og hver Mand fryder sig derved. Køerne finder
Behag deri, og Hiorte og Harer spiser med, ubudne. Uden Praleri kandjeg
sige, at min ringe Huusholdning styrkes derved overmaade. Det gjør mig
derfor ondt, at nogle super kloge kalder Klever et fremmet Pkrud, som maatte
giøre Landene Skade. Vort Øyesyn kand jo sige os, at det gqvo agl pesien
