365
uden foregaaende Pløyning i Foraaret paa Steen. Om Sommeren og Efter¬
høsten efter et par Dages Regntid, og det kommer vist for Dagen igien, i
hvor skiødesløs det henkastes. Dog er det med det, som med alle Ting, jo
ordentligere, jo bædre. Det saaes best om Foraaret iblant Havre. Havren
saaes først, og for Kleverens Skyld lidet tynder: end ellers. Naar Jorden er
da harret til den sidste gang, saa bliver Frøet faaet, det allerjævneste man kand.
Derefter bliver Jorden harrek sidste gang saa skikkelig, som skee kand. Er der
et Stykke Jord til rød Klever i Haugen, eller nær Huset, da vil gierne Hav¬
ren voxe saa stærk, at den unge Klever fortrykkes derved, i sær om Havren
kommer i Leide, men da sparer man ikke Havren, heller hugger man den grøn
af, for at frelse Kleveren. J Marken, hvor den hvide Klever saaes, har det
ikke saa stor Fare, at Hav ren skulde qvæle den. Hvor meget Frøe der skulde
saaes efter Strækningen, kommer i nogen Maade an paa Jordens større eller
mindre Bonitet. Ringe Grund vil have noget meere end den bædre. Over alt
kand man tage til et Skieppe Bygland et Pund, Dansk Vægt, eller 32 Lod.
Nyt Frøe kand man selv optage af et lidet Stykke, som bliver staaende urørt
indtil Knoppene ere meest sorte. Man tørrer Kleveren som Høe, og sætter den
i Forvaring til efter Michelsdag. Om Folkene paa Loen ikke veed at tage Frøet
af, og faae det reent, da kand man tærske Knoppene i stykker til Avner. Disse
lader sig saae ligesaavel; undtagen at man ikke veed Qvantitet og Vægt paa det
nøyeste. Men slumpeviis at regne, da giør en Skieppe Avner tre fierden¬
deel Pund Frøe.
Hver Landmand, som vilde gunstig optage, og for sig prøve dette For¬
Slag, skulde med Guds Hielp, befinde sig godt derved. Maatte det i fremti¬
den blive almindeligere, da skeede der en Forbædring paa Græsningen i de Danske
Provincer, af den Vigtighed, som jeg ikke tør nævne, eller taxere.
