Raad, maa bestaae, og at ingen skal sette en Allen til sin Længde,
om han end sørger derfor og stræber derefter. Betragter man
dernæst Sagen paa en anden Side og befinder, at den nye og større
Mangel som reyser sig midt i et oeconomisk Seculo, kommer af
flere og større Overdaadigheds Kilder, aabnede paa een Side,
just da man paa den anden Side søgte at tilstoppe dem, saa mener
jeg, man er ikke beføyet til at sige, de nye oeconomiske bemøyel¬
ser ere frugtløse. Ney, de have gjort hvad de naturligviis kunde
giøre, men dette samme er ikke nok, til at møde den mødsatte
Overdaadighed, hvilken er indkommen tilligemed, skiønt ikke kom¬
men deraf. Den kunde, ja ville vist nok have indfundet sig der¬
foruden, og da maatte den have haft langt farligere Virkning,
formedelst mindre Modvegt. Maalet kand tages af en privat
Huusholdning. Jndustrius, som eyer en Herregaard her i Lan¬
det, havde i mange Aar ikke drevet sin Avling saavel som i de sidste
15 Aar, ikke heller ladet spinde og væve saa meget i sit Huus
og paa sit Gods, som i denne Tiid, monne han derover være ble¬
ven fattigere, ney. Dog er han virkelig fattigere nu end nogen
Tiid. Hvorfor? Monne det være hans større Stræbsomhed som
har draget denne stridige Virkning efter sig, ney, den haver tvert¬
imod hiulpet hal noget til rette og opfyldt en Deel af hans Man¬
gel, hvilken ellers allerede havde været langt større end den er.
Men det som setter Mandens Velfærd tilbage, er en idelig
Forøgelse af nye Udgifter, som borttage hans nye Fortienester og
langt mere dertil. Spørger man hvorledes? da svarer jeg: Jn¬
dustrius er ingen Gnier. Han vil leve som andre og giøre alting
med. Nu have hans Naboer og Gienboer begyndt en Levemaade,
