under Skin af aarlig Forstrekning til Skat, Æde= og Sæde¬
Korn. Alt dette, siger jeg, kunde Godsets fleste Bønder nu
undvære. De begyndte at give Hosbonden en god Dag, og
den var ham kiærere end klynkende Complimenter. Deres Gaarde
besadde de med visseste Haab at efterlade dem til Børn og Børne¬
børn, thi ved Arveskifter fik Fogeden ikke forlov, at handle efter
eget Tykke. Jndustrius drog selv med, og viiste sig som de Umyn¬
diges Fader. De Bønderhuse hvor Flittighed havde Sted, fik nok
at fortiene, og ingen torde være ledig, som ville lade sette sig i Ar¬
beyd ved Spinderie, Strikkerie og deslige. Af den Slags Oecono¬
mie befandt Jndustrius sig saa vel, at han end ogsaa med sit
Exempel, drog nogle Naboer til Efterfølgelse og Forfaring viiste
ham, at Gaarden, som altid havde passeret for god, kunde ta¬
ge mod mange Forbedringer, ja saa mange og saa vigtige, at
dersom ikke den nu paa nye grasserende Qvæg=Syge havde sadt
baade ham og hans Bønder meget tilbage, da maatte Fremgan¬
gen have været anseelig. Ja uanseet bemeldte Qvæg=Syge,
siger Jndustrius, ville jeg endda have beholdt en god Overvegt
af mit Godses Jndkomster mod de sædvanlige Udgifter, dersom
begge Deele vare blevne i en proportionerlig Forhold mod hver¬
andre. Men foruden Qvæg=Sygen, siger han, føler min
Pung en grasserende Mode=Syge, som ikke regnes blandt Lan¬
de=Plagerne og er det dog, frem for nogen anden. Min Kone
og Børn ville gierne passere Vinter=Maanederne i Kiøbenhavn,
og jeg negter ikke, at min egen Tilbøyelighed ogsaa gaaer der¬
hen. Men Aar efter Aar bliver den Kiøbenhavnske Leve¬
