Syndflod, som nu omstunder oversvømmer og næsten drukner
de fleeste Europæiske Nationer, svømme dog vi Danske endnu
med de beste, jeg meener de mindst fordybede. Hvad Tiden og
Tingenes Fremgang vil føre med sig, det staaer derhen, men i
Ligning mod de Nationer, som jeg nyeligen haver seet, er det
sandt, at vor Tilstand maa kaldes taalelig, særdeles for Folk
af den Stand, som trykkes allermeest af selv udvalte eller frie
villige Byrder, nemlig den tilforn omtalte kostbare Levemaade.
Jeg kiender her ogsaa visse Folk, som føle vel Tidernes Forskiel,
men skikke sig i Tiden, tage Seylene ind og om de, paa een Si¬
de, nødes til større Udgifter, søge paa den anden Side, at spa¬
re desto meere i alt det som spares kand, foruden Synd og Skam.
Ja, svarede Hr. Jndustrius, disse sidste Vilkaar tillade
ikke at slaae meget af. Uden Synd kand man ikke afkorte
Almissen, men maa snarere forøge den, til fleere Trængendes
Hielp, og uden Skam kand man ikke omgaaes sine Ligemænd,
foruden at ligne dem i Klæder, Eqvipage og anden Opførsel.
Just derfor, sagde denne forstandige Mand, stræber jeg ikke
efter det man kalder en større Caracter, eller at komme høyere
op i Rangen, thi ellers maatte jeg tillige synke dybere ned i
Gielden.
Saadan Samtale gav mig Anledning til at eftertænke de
mange Forhindringer, som Overdaadighed legge i Veyen for
almindelig Velfærd, end ogsaa naar man synes at sigte meest
der til. De arbeidende Bønders og Borgeres Classe, maa giøre
hvad den vil, saa forslaaer det ikke, til at bøde paa Skaden af
