33
for got at begive sig i Egteskab, men med ulige Raison. En aldrende Mand,
som sidder for Huusholding, kand holde det fornøden at begive sig i Egteskab,
fornemmelig for at naae Egteskabs scopum secundarium, en troefast Medhielp
til sit Huuses Bestyrelse og sin egen Forplegning i Alderdom og Svaghed. Det
samme kand og siges om en aldrende Kone i deslige Omstændigheder. Begge
giøre vel, naar Vallet falder paa saadan Person, som er ikke alt for ulige af
Aar, og har i det øvrige de fornødne Qvaliteter til Medhielp.
En gammel Mand over 60 Aar (endskiønt i den Alder kand og være
stor Forskiel paa Legemets Vigeur) som tager en ung Pige, synes mig at giøre
et farlig Val, med mindre han har desto fastere Overbeviisning, at saadan
Fruentimmer besidder ret grundig Christelig Dyd.
Et Fruentimmer over 50 Aar, som vil egte en Mands Person under
de Aar, synes mig burde derudi hindres, efterdi Egteskabs scopus primarius
der ingenlunde kand naaes, og secundarius kunde erholdes ved en Mand af eller
over hendes Alder.
Det uskyldigste og sikkerste Middel til at formindske Tallet af saadanne
Egteskaber, er i mine Tanker en Kongelig Forordning, som forpligtede en
Mands Person oper 60 Aar, der ville gifte sig med et Fruentimmer
under 40 Aar, og et Fruentimmer over 50 Aar, der ville gifte sig med
en Mand under 50 Aar, til at søge Rongelig Bevilging til saadan
Egteskab, hvilken Bevilging blev at udstæde paa den Sort stemplet
Papiir, som skiønnedes meest convenabel med den Ansøgendes Stand
og Embede. Præster maatte ved samme Forordning forbindes til, ingen at
troelove eller copulere i benevnte Alder paa begge Sider, af hvad Stand de
end maatte være, førend bemelte Kongelige Bevilgning var foreviist.
VIII. Deel.
