50
for nogen anden Ting i Verden, og er forbunden med saa mange uangenemme
Forestillinger, som de gierne jo længere jo hellere ville undgaae saa foranderlige
som Menniskenes Gemytter ere, saa ueenige bliver de fleeste gemeenlig med sig selv
om Testamentets Indretning. Den Plan som de i deres Velmagts Dage
har gjort den ene Dag, bliver ofte anden Dagen forkastet, forandret og om¬
gjort saa lenge indtil mange fast ikke selv til Slutning veed, hvad Final=-Reso¬
lutionen skal være, førend hæftig Sygdom som Dødens Forbud, nøder dem
til Hovedkulds, og ofte alt for sildig, at legge den sidste Haand paa Sagen.
Denne Act bliver da gemeenlig een af de sidste paa deres Livs=Skue¬
plads, endskiønt det ikke egentlig saaledes burde være, som her efter skal viises,
og som den da gierne bliver en af de sidste, saa burde den tillige være en af de
beste og dydigste Gierninger, som kunde følge med dem ind i Evigheden, hvor
den aldrig skulle fortryde dem.
Forseer man sig i nogen anden Handling, da kand gemeenlig endten
Sagen selv omgiøres af os, eller og Skaden er i det mindste ey saa stoer, at den
jo paa nogen Maade kand oprettes i den paafølgende Tiid, da man lærer at
blive klog af Skade. Men forseer man sig i denne sin sidste Gierning, som
skulle være en god, ja den allerbeste Gierning man agter at giøre imod det Men¬
niskelige Selskab i Verden, da er Skaden ubodelig, naar Døden setter Seyl
paa Testamentet, og hvad som da eengang er gjort, staar ikke siden til at for¬
andre: Man gaar da ind i en Evighed, hvor man endten skal have en uophørlig
Ære eller Skam, Belønning eller Straf at vendte for sine Gierninger, lige¬
som de her har været endten Gode eller Onde til, men allermeest for sine sidste
Gierninger, ligesom de her har været endten Troens eller Vantroens sidste
Frugter. Man stilles da frem for den Allerhøyeste, de levendes og dødes Dom¬
mere, hos hvilken ingen Persons Anseelse haver Sted, hvor man skal giøre
Regnskab for sin Huusholdning, hvad Pund man har annammet af hans Haand,
