51
hvorledes man har brugt og anvendt dem? Og jo fleere og større Pund man
nu har haft, jo større vil Ansvaret blive: hvor got og saligt vil det ikke da i sær
være for alle slige bemidlede Børnløse Personer, om de som kloge Huusfogder, paa
den best mueligste Maade efter Huus=Herrens Hensigt, harlgjort sig Venner udi
dette Liv med den uretfærdige Mammon og emplojeret deres efterladte Midler
til Skaberens Ære, og det efterblivende Menniskelige Selskabs sande Nytte,
hvoraf de ligesom selv kand trække Renten i den anden Verden, som en Naade¬
Løn uden Fortieneste? Men hvor stor vil tvertimod deres Ansvar og Græm¬
melse blive, som ey allene selv ved en slet Huusholdning og syndig Brug, har
forød den store Over=Herres anbetroede Gods udi deres levende Live, mens
endogsaa efter deres Død har legeret deres overblevne Midler ved en ilde over¬
lagt Testamentarisk Disposition, til saadan Brug og saadanne Personer, hvor¬
ved de endten bliver spildte, eller i det mindste ikke paa saa god og ret en Maade
anvendte, som skee burdte?
Her kunde vel siges, at hvad det sidste angaar, da maatte en god Absigt
være nok til Testatoris Forsvar Men foruden at en god Jntention ikke kand
giøre den Sag god, som ey er god i sig selv, men ledsaget med onde Følger?
saa spørges her paa dette Sted ikke egentlig om, hvad der kand undskylde en
Testator, som anvender sine Midler paa en slet Maade, til liden eller ingen
Nytte ved et uforsigtig Testamente, men hvad Anslag der kand gives ham til
at undgaae saa vit mueligt, alle Afveye i denne sin sidste og vigtige Handling.
og at indrette sit Testamente paa den beste Foed til almindelig Velfært.
Spørsmaalet er vigtigt og ey saa let at svare paa, som mangen ere,
primo intuitu maatte tænke.
Det er vel ikke vanskeligt at indsee de fleeste Feyl, som hidindtil ved ad¬
skillige Leyligheder ere begangne i Testamenters Indretning, hvorved mange
Testatores ey har haft den rette Jndsigt som de burde, og derfor ey heller har
