58
Han siger endelig, at han finder ingen Trængende jblant sine egne
Slægtninge som er værdig til at nyde Sted udi hans Testamente, og ingen
værdig, som er trængende: Jeg svarer, at han umuelig kand vide, om den,
som for nærværende Tid ikke er, eller i det mindste ikke synes i hans Øyne at
være værdig, ey med Tiden kunde blive det, om ikke for sin egen Person, saa
da ihenseende til hans Børn og efterfølgende Slægt, og om den, som for
nærværende Tiid ikke synes at trænge, ey med Tiiden kand komme i trængen¬
de Omstændigheder, altsaa seer jeg ikke, at Chryses herudi følger Religio¬
nens og Fornuftens Regler, som han burde.
Nest efter vore Slægtninge er det billigt, at man i sit Testamente ten¬
ker paa sine gode Venner, som man har staaet i en nøye Forbindelse med frem
for andre, og erholdet vigtige Tienester af; thi er det en vigtig Dyd for en
christelig og en fornuftig Mand at være erkiendtlig og taknemmelig, da gives
ham den sidste og tillige den beste Leylighed at viise saadan Dyd udi sit Testa¬
mente: De vigtige Tienester man har nydt her i Livet af sine specielle Venner,
maa man ansee som en Gield, der billig igien bør betales, endskiønt de ikke
just ere gjorte i nogen Hensigt til Belønning, og hvorledes kand vel saadan Gield
billigere afbetales, end ved at lade deslige Personer frem for andre, nyde noget
Got af vore Midler efter vor Død, efterdi de saa frivillig har givet os Er¬
dit, saa lenge vi levede.
Naar en Testator saaledes i sit Testamentes Forfattelse har opfyldt de
særdeles Pligter, som Slægtskab og Venskab paalegger ham, er det efter mine
Tanker meest gemæs med Fornuft og Billighed, at han i sine øvrige Vel¬
gierninger og Stiftelser, holder sig inden sin egen Stands og Kalds Grændser,
og der med søger fornemlig at giøre dem til gode, som befinder sig i samme
Kald og Stand som han selv: Vel har jeg ikke noget imod, at en Mand e. g.
af Geistlig-Stand giør i sit Testamente noget got imod den Verdslige, ligesom en
