57
Mand af Verdslig Stand imod den Geistlige &c. naar Slegtskabs eller Ven¬
skabs Lov det maatte udfordre, thi hvorfor skulle den ene Stand aldeles udeluk¬
kes fra den andens Velgierninger, da de dog alle staar udi nøye Forbindelse, til
at udgiøre et Legeme i Staten?¬
44
Men jeg siger allene, at det er naturligst, og billigst at en Mand, nest
efter sine Slægtninge og Venner, anseer sit Kalds og sin Stands Brødre
for sin nærmeste Næste, der er nærmest berettiget til hans Velgierninger: Den
Stand, hvorudi man selv er opdragen, har nydt sit Brød og samlet sine
Midler, er jo nærmest til at nyde Frugten af det man efterlader sig, frem for an¬
dre Fremmede og Udvedkommende: Fædrenelandet er at ansee som en Stad,
og enhver Stand i Landet som et vist Qvarteer i Staden: Det maatte nu være
en utaknemmelig Giæst, der efter en lang Ophold i et af Stadens Qvarterer,
og i sær det Huus, hvor han havde haft sit Qvarteer sit Bord og Underhold¬
ning, og nydt allehaande gode Ting; ved sin endelige Bortreyse ikke ville
efterlade sine efterblivende Huusegne den ringe Deel af hans Gods og Effecter,
som han ikke selv kunde bringe med sig, men hellere uddeele det til Fremmede
og Uvedkommende uden for Qvarteret og Huuset, med hvilke han ikke har
staaet i nogen besynderlig Forbindelse, og sandelig, det kommer mig ikke min¬
dre uraisonabelt og utaknemmeligt for, naar en Mand i sit Testamente sørger
allene for andre Stænders Beste, uden at betænke i sær sin egen Stand, hvor
udi han selv har fortient og tillagt sig den Deel han efterlader sig, allerhelst
hans egen Stand ligesaa vel har trængende Personer som andre, og aller¬
mindst fortiener af ham selv at foragtes og forbigaaes.
J vore Forfædres Tider, især da den Romerske Catholske Religion var
herskende i disse Nordiske Riiger, gik de allerfleestes Testamenter af Adel= og
VIII. Deel.
