74
lum sæevdøv Peædnog. Jeg siger Vær ey for langsom. Speyl dig i Lentulus der
gik saa lenge ueens med sig selv, hvordan han best skulle indrette sin sidste
Villie, og slettede anden Dagen en Stræg over alt hvad han derom havde
forfattet i Pennen den forrige Dag, indtil Døden i det samme bortkaldede
ham, ab intestato, som man kalder det, og indsatte dem til Arvinger af hans
Gods og Midler, efter Lovenes Tilhold, som allermindst vare det værd,
allermindst havde det nødig, og allermindste havde nogensinde faaet Deel der¬
udi, hvis den saa irresolu og nølende Lentulus havde kommet i Tiide til en
endelig Slutning med sin sidste Ville, og ikke opsat Sagen saa længe i hans
sevende Live, indtil baade Forstandens og Villiens Brug blev ham berøvet:
J det mindste foraarsager saadan lang Forhaling ofte den Uleylighed for mangen
en Testator, at han paa sin syge Seng, og i sin sidste Tiid skal Hovedkulds
nødes til at fatte en endelig Resolution, som ikke altid bliver den Beste, men
dependerer meere af de hosværendes Raad og Overraab, end af hans eget fri¬
villige Val, og det som er endnu det værste, at han skal plage sit Sind og sine
Tanker med slige Foranstaltninger, for at beskikke sit Huus, paa den allerube¬
leyligste Tiid, da han best havde nødig, med et roligt Sind, uden al Distraction
at tænke paa Evigheden.
Vær ey heller paa den anden Side, alt for hastig og iilfærdig med en
saa vigtig Sag, som udkræver den nøyeste Overleggelse, skal væxe den sidste,
og følgelig burde være den ædelste af alle dine Gierninger, en Gierning, der
kand bestemme mange Menniskers Skiæbne efter din Afgang, og giøre dem i vis
Maade enten lykkelige eller ulykkelige, ligesom dit Val enten treffer eller forbie¬
gaar dem til, en Gierning, der efter din Død, ey kand omgiøres af dig selv,
og med Billighed ey bør omgiøres af andre.
Jntet bør være meere helligt og ubrydeligt udi sig selv, end en Testators
sidste Villie: suprema Voluntas, qvod mandat fieriqve jubet, parere necesse est¬
