78
selv befalede at hans Navn maatte broderes foran der paa, til en liden Er¬
indring: saa forfængelig er det menniskelige Hierte, det maa ey heede, at det
er Æren man søger, og det er dog saaledes i Gierningen: det er i den Hen¬
seende sandt, som den Sal. Biskop Thura siger et Sted i sine poetiske Skrif¬
ter: Lit Roes, saa sagte sagt, for Verden høres vil; Men hvor daar¬
ligt er det ikke, at Menniskene saaledes ved deres Gaver og gode Gierninger
vil tragte paa en utidig Maade, efter den forfængelige Ære i Verden, saa vel
i deres Liv, som efter deres Død, thi saa længe de lever, kan de vist vendte,
at Æren skal følge paa deres gode Gierninger, om de end aldrig selv søger
Æren, ja jo mindre den søges af dem selv, jo meere den erholdes hos alle
Fornuftige, og naar de engang ved Døden afgaaer, hvad kan da al Ver¬
dens Ære i Grunden meere nytte dem, naar de ikke selv længere ere til paa
Jorden, for at nyde Frugten deraf:
Den egentlige, rette og allerstørste Ære bestaaer just ikke i andre Men¬
niskers gode Domme over os og vore Gierninger, hvilke Domme ere gandske
fallible, men i Guds Aands indvortes Vidnesbyrd med vor egen Aand og
Samvittighed, at vi har handlet vel og rettelig: Det kan altsaa intet
skade os, at vore Navne ey staaer indhugne i Marmor paa offentlige Steder,
og tegnede med forgyldte Bogstaver, eller anførte i offentlige Skrifter til ævig
Æreminde, naar de kun efter Skriftens Talemaade, ere skrevne i Himmelen
og Livsens Bog, hvorefter de paa hin store Dag og i al Ævighed skal blive
bekiendte med Ære.
Deels Hevngiærighed, at man, for at søge en ubillig Revange,
gaaer undertiden af Had og Fiendskab dem forbie udi sit Testamente, som
fortiente derudi med største Skiæl at have Sted: Orgilius giør et Testamente
paa sit yderste, hvorudi han blandt andre betænker en stor Deel trængende
Personer i hans egen Slægtskab, men udelukker dog fra al sin Velgierning
