7.
et vist honet og fattigt ungt Menniske af sine allernæste Paarørende, hvis
meeste timelige Lyksalighed beroer paa den Arv han vendter sig efter ham,
blot fordi dette unge Menniskes afdøde Fader for mange Aar siden skal ved en
Hændelse have gjort Orgilius noget imod, hvorudi Sønnen er aldeeles uskyl¬
dig: En stor Ubillighed, at lade denne unge Person undgiælde for en For¬
seelse af ringe Betydenhed, hvorudi han ikke selv engang havde den mindste
Andeel, og mueligt Faderen mindre Skyld, naar Sagen kom for Dagen,
end som han beskyldes for i sin Grav:
Timorus stoed i mange Aar i Krigs=Tieneste, hvor han udi adskillige
gjorte Feldt=Toger tillagte sig gode Midler, men fordi han ikke kunde avan¬
cere efter Ønske, men maatte see nogle andre trækkes for ved sig, man veed
ey egentlig af hvad for Aarsag, ville han hævne sig paa Standen selv, hvorudi
han havde levet, og paa sin Syge=Seng legerede alle sine Midler til andre
Stænders Nytte, uden at betænke een eneste af Enker, Fattige og Faderløse
udi sin egen Stand, som uskyldig maatte lide, og exeluderes fra at nyde
mindste Frugt af hans Gavmildhed, blot for derved at fyldestgiøre en urime¬
lig Passion.
Sandelig man maa forundre sig over, at Menniskene saaledes kan
blive til Slaver af en saa ufornuftig Affect, men endnu allermeest, at de ey
kan forlade saadan Bassesse, paa en Tiid, naar de selv staaer i Begreb med
at forlade Verden, men skal findes at handle som Daarer eller Dievle i deres
sidste Tiid, deres sidste Villie, deres sidste Gierning i Verden, da man
meest skulde vendte dem at handle som Viise, ja som Engle.
Jeg lader det passere, at en Mand i sin øvrige Leve Tiid kan
vredes, og i visse Maade straffe sin Modstandere, naar det skeer med
Raison og Moderation, samt i Absigt at desarmere sin Fiende, og afholde ham
fra at giøre sig meere Fortred, men at en Mand vil hævne sig paa sit yderste
