84
sen, at den Augsburgiske Troes Bekiendelse udtrykkelig fradømmer dem al for¬
tienende Kraft til Retfærdighed og Salighed, saa er dog Menniskens Natur,
altid ugemeen tilbøyelig til den Slags Papisterie, at man hellere vil være salig
af egen Fortieneste, end ved vor Frelseres Fortieneste, hellere arve Himlen som en
Rettighed, grundet paa sine gode Gierninger, end af Naade? Jngen bliver
meere fristet til slige vildfarende Tanker, endsom en Testator, der bortskienker sine
Midler til gudelig Brug: han hører andre rose og ophøye denne hans gode
Gierning, og i sær Hyklere, som derved tænker at vinde noget, at ophøye den
indtil Skyerne, og med flaterende Ord og Ønsker at love ham en evig Be¬
lønning derfor: dette kand ofte sette eller bestyrke ham i den Tanke, som han
gemeenlig desuden gierne selv vil troe, at Gud bliver ham følgelig ligesom no¬
get skyldig, som den, fra hvis Haand Belønningen allene skal komme.
Nu er det vel ey at nægte, at den Allerhøyeste aldrig skal lade hans
gode Gierning blive ubelønnet i Ævigheden, naar den skeer i Troen, af en
reen Kiærligheds Drift til Gud og Næsten, og uden Hensigt til egen For¬
tieneste, men grunder han sin Saligheds Haab paa denne sin gode Gier¬
ning, i steden for eller tillige med sin Forløseres Fortieneste, da bedrager
han sig selv, forderver sin Sag, forspilder sin Løn, som ingenlunde kan blive
en Løn af Fortieneste, men en Naade=Løn allene.
Han maa betænke den Forskiel der er paa, naar han har med Menn¬
sker at giøre, og naar han har med Gud at giøre, thi i Henseende til de første,
kan han ansee sit Gods som sin egen Eiendom, for hvis Overdragelse han
billig kan prætendere Vederlag og Betaling, naar han ey vil skienke det bort
for intet; men i Henseende til den sidste, maa han ansee sine Midler og alt
det han eyer som et Laan alleene, der af Gud selv er ham betroet til en vis
Tiid: Hvor urimeligt var det nu ikke, om en Debitor, som omsider gav til¬
bage hvad han havde laant og var skyldig, ville paastaae en anseelig Beløn¬
