90
dig og siger, at du skal jo oplade din Haand for din Broder,
for den, som trænger hos dig, og for din Fattige i dit Land;
Saa at HErren derfor vilde ikke lade Fattige ophøre fra at være
Landet, for dermed at prøve de Rige og give dem Letlighed til at viise
Barmhiertighed og Gavmildhed imod deres trængende Ræste. Gud
uddeeler sine Gaver iblant Menniskerne efter sin behagelige Villie og
giver enhver sin beskikkede Deel af det timelige Gode, det eene Men¬
niske meere, det andet mindre, nogle lader han tilfalde Riigdom og
andre derimod blive i fattige Omstændigheder i Verden, paa det at
naar de sidste skal ved Fattigdom øves i Taalmodighed og Nøysom
hed, de første da skal have Leilighed til at viise Gavmildhed og giøre
Barmhiertighed imod de Trængende, og at den, som haver, ska¬
med sit meget komme den til Hielp, som intet haver. Thi Gud gi¬
ver ikke nogle Mennisker meget af det timelige Gode, som andre savne,
derfor, at de skal beholde alle Ting for sig selv allene, og saaledes
ikkun søge deres eget og leve sig selv; men at de skal giøre got dermed,
være deres Næste til Nytte og Tieneste dermed, og derudi viise sig
at være gode Huusholdere over Guds Gaver. Ved saadan de Ri¬
ges Gavmildhed skal der nogenledes holdes en Lige=Vægt imellem Men¬
niskerne, af hvilke ellers nogle maatte omkomme af Armod, naar
andre derimød svømme i Overflødighed. Og som da de, hvilke Gud
har betroet meget af det timelige Gods, bør med deres Overflødig¬
hed giøre got imod deres trængende Næste, og derudi viise sig at være
glade Givere, saa maae de jo allerhelst være bereedvillige til at komme
saadanne Menniskers Trang til Hielp med deres Overflødighed, som
vel til en Tid kand trænge til at blive understøttede ved andres Hielp
men just derved kand blive satte i Stand til, paa en anden Tiid al
