93
dersaatter giøres, naar Omstændighederne og Statens Velfærd
kunde udkræve det, eller det oprettende Testamente være af den Be¬
skaffenhed, at meere Skade end Gavn deraf kunde ventes, om ikke
Øvrigheden skulde være berettiget til, i saa Fald at forpligte saadanne
Undersaatter til at bestemme deres Midler, eller dog en Deel deraf,
til et Brug, som kunde være vigtigere og meere sigte til Landets al¬
mindelige Velfærd og Nytte at befordre, det er en Sag, som jeg over¬
lader til de Lovkyndiges grundige Undersøgning og Omdømme.
Men her spørges egentligt: Hvilket der er det beste Anslat,
som kand gives en bemidlet Mand, der ingen Livs=Arvinger
haver, og derfor vil giøre et Testament til almindelig Delfærd?
saa at hans Midler efter hans Død paa den beste, fornuftigste og
for Staten nyttigste Maade, kand blive anvendte. Dette er det, som
vi nu nærmere have at undersøge.
§. 4) Siden her justtales om et Testament, som skal sigte til Den al¬
mindelig
den almindelige Velfærd at befordre, saa maae det forstaae sig gelfærd
selv, det bør være saaledes forfattet, at derved haves Hensigt ikke maae ved
Testamen¬
allene til nogle visse Personers private Nytte og Fordeel, men til det ters Opret¬
telse for alle
almindelige Beste. At den, som vil oprette et Testamente og
Ting haves
bortskienke sine Midler efter sin Død, bør for alle Ting have den al= for Øyne.
mindelige Velfærd for Øyne, er noget, som paa følgende Maade
kand beviises. Enhver god Bougere i en Stat bør ikke allene see
paa sin egen Fordeel, men og paa det almindelige Beste, og altsaa
paa det mueligste giøre sit til at befordre Statens Velfærd, hvoraf
han selv er et Lem, og sine Medborgeres almindelige Nytte. At
dette er enhver god Borgeres Pligt, kand vel ingen nægte. Føl¬
gelig bør han ogsaa, naar han haver Leilighed dertil og ikke noget
