94
vigtig er ham derudi til Hinder, tiene Staten med sine forhvervede
Midler, og det saa meget meere, som en bemidlet Mand maae an¬
see sine Midler, hvilke han paa en eller anden Maade haver forhvervet
sig, som de, han haver annammet af Staten, hvorudi han lever,
og som han derfor i visse Maader, skylder igien til Staten; hvorover
han og, naar han selv ingen Livs=Arvinger haver, bør anvende dem
til Statens Nytte, ja endog til saadant et Brug, som kand være
Staten allermeest nyttigt, og hvorved han best kand vederlegge de af
Staten oppebaarne Velgierninger. Jo meere nu Statens Vel¬
færd og den almindelige Nytte kand befordres ved et Testamente
des bedre og nyttigere er det, des større Ære og Berømmelse ind¬
legger Stifteren, som en god Borgere, sig derved iblant sine Med¬
borgere. Følgelig bør en bemidlet Mand, som selv ingen Livs=Ar¬
vinger haver, der behøve eller kand bruge hans efterladende Mid¬
ler, ikke alleene ved Testamente opoffre sine Midler til Statens
Nytte efter sin Død, men og see at giøre saadant et Testamente,
hvorved hans Midler kand komme Staten til den største og be¬
tydeligste Nytte. Og til saadant et Testamentes Oprettelse bør
hannem gives Anslag. Herved er nu Grunden lagt til alt det,
som ydermeere skal forhandles i det efterfølgende, hvor det kommer
an paa nærmere at undersøge og fastsætte, hvilke der maae an¬
sees for de beste og nyttigste Testamenter.
§. 5.) De beste og nyttigste Testamenter ere i Alminde¬
Hvilke der
ere de beste
Festamen¬ lighed de, hvorved de efterladende Midler blive bestemte til saadant
ter i Almine et Brug, hvorved Statens almindelige Velfærd best kand befor¬
delighed.
dres (§. 4). Men at man des bedre maae kunde dømme om,
ved hvilke Testamenter dette Maal best kand opnaaes, saa vil det
