121
dandset paa sin Bryllups=Dag, og jeg for Legems Styrkes skyld, vel kunde
giøre det samme, da jeg i dette Fald kand sige med Ausonio:
Sexaginta annos, baculo sine, corpore toto
Exegi; cunctis integer officiis.
Men en Følge af min ugifte Stand sætter mig i dybe Tanker. De veel
(blev han ved) mit tildeels forunderlige Levnets=Lob, hvorledes Skiæbnen
førte mig, som et fattig Barn, til det lyksalige Dannemark, hvor Forsynet
har velsignet min Fliid og Sparsomhed med kiønne Midler. J mit Fæder¬
neland ere alle Mine uddøde, saa at jeg er blant deres Tal, som Psalmisten
taler om, der har samlet og ikke veed hvo der skal sanke. J slige Tilfælde bør
man jo som en fornuftig Christen, beskikke sit Huus paa beste Maader, thi jeg
vilde ikke at en ublue Skifte=Forvalter skulde blive min beste Arving. Kort!
jeg tænker, og har længe tænkt paa mit Testamente. Her i er jeg nu ligesaa
raadvild, som fordum om at gifte mig. Om min Hensigt er jeg gandske eens
med mig selv. Den er reen, og henvendt til to Ting: Guds Ære, saa vidt
vi usle Mennisker kand befordre den. Dernæst Landets virkelige Nytte, og
almindelige Velfærd, thi Landet anseer jeg som min retmæssige Arving; da
jeg i det har samlet mine Midler. Hielp mig heri, Hierte Ven! med deres
Raad, gjør mig et Forslag, men glem ikke de to benævnte Sætninger af
min Hensigt. Jeg standsede i saa vigtig en Sag, og faldt paa at raade ham
til at bie med denne Sags Overveyelse indtil den 8de Tome af det Oeconomi¬
ske Magazin kom for Lyset, da han vist deri vilde finde endeel gode Anslag.
Han loe herved, og sagde: Ja mange af de indsendte skal blive maaskee latter¬
lig nok, og lige med D. Spifts Testamente til en Daare=Kiste, saa at jeg hier¬
telig beklager den Høyærv. Hr. Revisor, hvis Arbeyde (med at udsøge af
saadan en Mængde nogle læseværdige) vel maae være som han kalder det
Srabulum Augiæ purgare. Og naar jeg faaer de Udsøgte at læse, vil jeg
