223
endda maaskee blive tvivlraadig, saa at det kunde hedde om mit Val som
Corneil. Horace trag. siger:
Cest un aveuglement pour lui bien fatal
Davoir tant a choisir, & de choifir si mal.
Jal svarede jeg, anderledes kand de ikke heller vente af mig. Eet Forslag
vil neppe befalde dem; jeg maae proponere adskillige. De har selv at vælge.
1.) Der falder mig først ind: Pauper ubique jacet. Barmhiertigheds
Øvelse skal fornemmelig viises imod de Fattige og Trængende. Giv dem deres
Midler. Godt nok, svarede mig Hr. Patricius, og Theologisk nok! men jeg
haaber at de noget meere end purus putus Theologus, har deres Tanker hen¬
vendte i sligt et Spørsmaal paa Statens almindelige Beste. Det er vel
sandt, Pauper ubique jacet, naar det giælder om at faae eller grve noget, da
er enhver fattig, og vil ligge allevegne; den næseviise Poet der bad Dronning
Elisabeth om en Almisse, og fik af hende bemældte Svar, forlangede endog¬
saa at ligge i hendes egen Seng. Naar det kommer an paa at trænge, da
lader ingen sig drive fra en testamenteret Summa, om han end eyede en Tøn¬
de Guld. Og naar Ordet fattig skal alleene strække sig til Betlere iblant vor
Almue, da tænker jeg ikke at testamentere dem en Skilling. Ratio! jeg har
al min Tiid viist mig saaledes imod Betlere, som jeg vil forsvare. De fleeste
Tider har min Almisse været spildt; thi jeg har vist befundet, at den, som med
friske Lemmer ikke blues ved offentlig at betle, er sielden Almisse værd. Vi
har til den trængende Almue at underholde, saa mange herlige og gudelige
Anstalter, at om de af Vedkommende bleve efterlevede, burde og kunde
aldrig nogen Dansk Underdan gaae med Betle=Staven. Og skulde der giøres
a Parte Testamenter til de Fattige, da vilde alle de Riges Midler ikke forslaae
