124
til deres Tal, der vilde indskrives iblant de Fattige, ja quæstio om man ikke
med saadanne Testamenter, vilde føde fleere Betleres Liderlighed, og Tilsyns¬
Mænds Hovmod. Jeg tilstaaer aabenhiertet, at mit Øyemeed med mit Testa¬
mente ikke kand kaldes Barmhiertighed, naar Ordet skal tages stricte og ob
jectum Misericordiæ skal være miseria & paupertas, thi jeg har engang sagt
dem, cher Amil at jeg anseer Landet og Staten, heele Publicum for min
retmæssig Arving. Her skal kun tænkes paa, om noget almindeligt og høyst¬
nødvendigt i Staten kunde hielpes og tienes med mine efterladte Midler.
2) Jeg bragte da vor Discours hen til publiqve Hospitaler. Ney! svare
de min Ven, disse falder og af mine Tanker, deels af foranførte, deels af
andre Aarsager. Vi har og herlige og rige Hospitaler nok, næsten i hver
Kiøbstæd, og mangesteds paa Landet, og skal jeg sige mine Tanker, synes
mig at finde nogle Feil ved Indretningerne. Midlerne gaaer bort, sommesteds
ved alt for store og kostbare Bygninger, sommesteds ved en Forstanderes
Bogholder=Kunst. Hvad jeg vilde meere sige kand læses tydeligt hos J. B.
Schuppen i hans Allmosen=Buchse p. 28 seqv. han slutter saaledes: Es ist
mit dieser Jnspection, ein stachlicht Verk, und man kan sich gar leicht damit
vergreiffen und versundigen.
3.) Jeg proponerede Kirker, Skoler, Academier; Men fandt ikke hel¬
ler Hr. PATRich biefald. Kirkerne i Dannemark, hørdte jeg, mangler
intet, og hvor de mangler, burde Vedkommende staae til Ansvar. Hvorfor
er man saa begiærlig efter at kiøbe Kirke=Tiender, i fald man ikke faae, at
baade Renter og Kirkens Reparation kunde komme herud? Vore Skoler
fattes heller ikke; hverken de Latinske paa honorable Beneficus, i sær efter
