126
Godsers Jndkomster, uden at være Verden til mindste Tieneste? hvor una¬
turlig er det ikke, at et ungt Pige=Barn destineres til Kloster med en absolut
Beslutning, førend hun endnu finder den Naturens Drift, som siden bliver
hendes Sinds og Legems Plage. Man svarer strax, hun kand ja gaae af
Klosteret, naar hun lyster, ingen hos os bliver indviet til Kloster=Nonne.
Men! de samme Aarsager der har bragt hende derind, holder hende ogsaa til¬
bage; thi med de fleeste, som ere i vore Klostere, har det sig jo saaledes;
deres høyadelige Forældre har seet og frygtet, at deres Midler ikke kunde stræk¬
ke til at faae dem paa anden Maade indført i et gammel Huus. Dersom
jeg gav mine Midler bort til dette Brug, frygter jeg, at jeg fortiente liden
Tak af mangen ung endskiønt fattig Frøken, der maaskee vilde sukke over mig
Endmeere, cher Amil for at føre dem nærmere til min Raadførelse, vil jeg
aabenbare for dem, at jeg til en Slags Poenitentses Beviis for min ugifte
Stand, sigter mest til, at mine Midler kunde erstatte Landet, det som jeg har
forsømt, jeg meener Folkets Formeerelse; thi denne Punkt anseer jeg som
Statens virkelige og almindelige Nytte.
5.) Dersom min Herr, svarede jeg, havde sagt det i Forveyen, kunde
vi have sparet meget af vor Raisonnement. Saa har vi da ikke heller nødig at
gaae længere i Val. Tænk da min Herre paa en Egteskabs= eller Medgifts=Casse!
Jeg nægter ikke, svarede Hr. PArRicios, at jo mine Tanker længe har hængt
ved denne Sag. Men hvad Indretning skulde her være? hvad Stand skulde
jeg tænke paa? den høye Stand pilde moqvere sig over mit Testamente i saa
Fald. Middel=Standen skulde vel tage derimod. Men hvo skulde efter min
Død upartisk kunde uddeele den Medgift, samme vilde ogsaa efter mit Øyemed
blive utilstrækkelig. Thi hvad jeg ved Guds Bistand venter at efterlade Pu¬
