135
er høylig beføyet og berettiget til; Hvad den bemidlede bortskienker og af¬
hændiger, medens han lever, det bortgiver han af sit eget. Hvad han der¬
imod ved Testamente bortskienker efter sin Død, det giver han af en andens;
thi den Afdøde har intet Eget og Eiendom meere i Verden, da samme tilhø¬
rer eene og egentlig den levende Slegt.
Efterlader Testator de Slegtninger, dem Landets Love almindelig,
uden særdeles oprettet og bevilget Disposition, tilstaaer Arve=Rettighed, da
er det deres, han testamenterer bort, ved en særdeles erhvervet Statens Be¬
vilgning. Hvis ikke, da er det Statens. Staten er da den, som disse Mid¬
ler egentlig tilfalder. J begge Tilfælde er det ingenlunde Testators egen, men
Statens ham bevilgede og overdragne Myndighed, der berettiger ham, efter
sin Død, over sine Midler at disponere. Og altsaa staaer det til Staten, saa
meget eller saa lidet af denne sin Myndighed til de bemidlede at overdrage,
som den rettest og tienligst eragter. Vel er det saa, at til desto større Op¬
muntring for Flittighed og Sparsommelighed, har Staterne almindelig fundet
for got, deels ved almindelig, deels ved særdeles Tilladelse, at bevilge dem,
som ingen Livs=Arvinger haver, en temmelig fri Disposition over deres Mid¬
ler efter deres Død. Men heri kand man og gaae videre, end behov giøres,
videre, end Statens sunde Fordeel føreskriver. Den Stund Staten ikke
forbeholder sig, uden en liden og gandske taalelig Andeel af de Arve=Midler,
som overgaaer til Side=Linierne, da kand samme ikke svække Flittigheden og
Sparsommeligheden til mindste Nachdeel for Staten.
Dette Anslag, meener jeg, med rette at kunde til skrive efterfølgende be¬
synderlige Fordeele: 1) At det kom heele Staten og samtlige dens Lemmer
til Nytte. Setter man forud: At Statens Forfatning er indrettet paa det
Beste. At samtlige dens Stænder og Nærings Arter finder deres behørige
