22
snedig nok at undgaae Toldstæderne og Toldbetientere, og det er sielden, at
en af saa mange bliver paagreben. Denne utilladelige Handel gaaer saa
vidt, at mange, som boer paa Landet, udtrykkelig siger, at de aldrig har
nødig at reise til Kiøbstæder, for at kiøbe sig Klæder og Galanterier, det bliver
dem overflødig, tillige med andre Ting, tilførdt i deres Huse. Dersom dette
saaledes vedvarer, saa kand det ikke være anderledes, end at vores Kiøbstæ¬
der aarlig taber og tilsidst bliver nesten ødelagt. Det er jo Landmanden de
smaae Kiøbstæder skal have deres meeste Næring af. Naar Landmanden ikke
afhenter sine Vare i Kiøbstæderne, til hvem skal saa Kiøbmanden afsette dem.
Men hvor mange bliver ikke forhindret at hente deres Vare i Kiøbstæderne,
naar de kand faae dem i deres Huse for ringere Priis, da retsindige Kiøbmænd
i Kiøbstæderne, der til deels henter deres Vare fra de foreskrevne Stæder,
fra vores Fabriker og Oplag, hvor endnu al Ting er dyrere, der maae betale
Told og Accis, Skat og Skyld, ikke kand holde Priis med Bissekræmmere;
men maae nødvendig sette deres Vare høyere, vil de ellers leve deraf.
Ved disse Omstændigheder bliver nesten, for Kiøbmændene i de smaae
Kiøbstæder, ikke andet tilovers at handle med, end grove og svære Vare, der
ikke saa let kand fortbringes; heller ogsaa at de giør lige som Bissekræmmere
og handler med forbudne og indstiaalne Vare. Til det første hører alt for
stærk Forlag og Formue og heller ikke alle kunde nære sig heraf. De fleeste
ere derfor nødt til at udvælge det sidste, og naar de tænker, de sidder bedst, saa
bliver de angiven, taber deres Vare, maae betale Mulct, spiller Banqverot
og mister saa tit, som mange have gjort, deres hele timelige Velfærd. Man¬
ge, som seer dette, forskrækkes derved, indskrænker deres Handel, lade Hæn¬
derne synke og sukker over slette Tider. De som har laant deres Penge til
Handlende, bliver ogsaa bange, siger deres Penge op og seer til at de kand
sette dem sikkerer ud. Og saa bliver Trang og Elendighed altid større og større.
J mange af vores smaae Kiøbstæder gaaer det saa vidt, at de fleeste
Kiøbmænd maae nære sig meest med at sælge Øl og Brændeviin, saa at den¬
ne liden Handel bliver slettere og slettere, da Nøden driver alt for mange til
at søge deres Levebrød ved samme. Denne Trang var langt fra ikke saa
slem, dersom de mange Forbuder og Toldens Forhøyelse ikke var. Var der
frie Handel, saa kunde Bissekræmmere og andre Handlende paa Landet ikke
saaledes tage Næring fra Kiøbstæderne. Kiøbmændene i Kiøbstæderne kunde
da sælge deres Vare lige saa got Kiøb som de andre, da de kunde forskrive
dem fra samme Steder; ja, de kunde sælge dem for lettere Kiøb, da de kunde
