2
De store Bekostninger, for at komme i Laugene, trykker ogsaa de smaae
Kiøbstæder, og hielper til, at de ikke saa got kand voxe og tiltage. Mangen
brav Haandverks=Karl, der ikke kand giøre disse Bekostninger, er nødt til
at arbeide hans meeste Livs Tiid hos andre, og naar han endeligen er kied
heraf, saa er der ingen bedre Udflugt for ham, end at han setter sig ned paa
Landet. Andre, som absolut vil være i en Kiøbstad, setter sig strax herved
i Gield. Det feyler dem herefter paa Forlag og paa det nødvendige, at
sette deres Haandverk fort med, alt hvad de fortiener, er forud ædt Brød,
de er derudover i Betryk og de meste kommer aldrig derudaf. Dette burde
derfor ikke være. Det skulde være enhver tilladt, uden de ringste saadanne
Bekostninger, at sette sig ned i hvilken Kiøbsted han vilde. Saa kunde det
ogsaa forbydes, at ingen Haandverker maatte være paa Landet, uden alleene
de, som ikke kand undpæres. De mange andre, som nu giør Kiøbstæderne
stor Skade og Afbrek, skulde sette sig alleene i Kiøbstæderne. Derved fik
Kiøbstæderne meere Beboere og langt dueligere og strebsommere Haand¬
verks=Folk.
Dette er det, som efter mine ringe Tanker, paa nærværende Tiid, meest
trykker de smaae Kiøbstæder, og saaledes, som jeg har viist, meener jeg,
kunde der efter vore Tiders Omstændigheder, bedst og lettest raades
Boed derpaa. Men omendskiønt de smaae Kiøbstæder vilde gandske vist,
efter mine Jndsigter, herved tiltage og forbedres, saa vilde det dog ikke være
nok til at sette dem i en nogenledes fuldkommen Floer og Velstand. Mangel
af Folk giør at vi vel kand forbedre et og andet i Landet, men ikke hidindtil
har kundet bringe det til en Slags Fuldkommenhed. Saa længe vi ikke al¬
vorligen tænker derpaa, at formeere Landets Jndvaanere, saa opnaaer vi al¬
drig, med al vores Forbedringer, nye Anstalter og Indretninger, den Floer
og Velmagt, som vi finder hos mange andre Stater. Vores Lands=Jnd¬
vaanere ere alt for faae, og de meeste af dem alt for got vandt, end at vi kun¬
de haabe at udføre og bringe det til Stand, som vi seer hos andre. Der
skulde derfor først og sidst giøres alle muelige Anstalter, at vi herudi kunde
voxe og tiltage. Man skulde i sær sette meere Beboere paa Landet. En Bon¬
de, som nu lever tit af 8 til 12 Tønder Hartkorn, kunde gierne føde sig af
z til 5 Tønder Hartkorn, ja maaskee bedre. Havde vi meere Folk i Lan¬
det, saa kunde Jorden langt bedre dyrkes og bringe langt bedre Frugt;
VIII. Deel.
