243
Næstes Fornærmelse har Lov at giøre, ja bør at giøre, og Tiderne vel skal
lære enhver, at giøre, der ey vil have det lidet Brær heftet over Dørren,
hvor der paa sort Grund med hvide Bogstaver, eller paa hvid Grund med
sorte Bogstaver pleyer at anmældes: Dette Huus er til Kiøbs.
De anseelige Huse og Gaarde, som ofte en Haandværks Mand eller
andre Borgere, som kunde og burdte hielpe sig med mindre, de uforsigtig
binder sig ved, og, ved at sætte dem igien til Pant hos Sælgeren, bliver no¬
gen Tiid betroed, i Mangel af bedre Kiøbmænd og imod at sælge sig selv
igien til Slave, for allene at faae Renten hos sin paastaaende Creditor be¬
talt, udkræver imidlertid møysommelig og kostbar Vedligeholdelse, der snart
udmatter den formeentlige og saa kaldede Eyere baade paa Pung og Sind og
Legeme. See! derover maae og ofte anden Arbeyde ligge ugjort, hvorved
noget var at fortiene og Næringen enten skulde søges eller vedligeholdes.
Det uforsvarlige og syndige Søndags Arbeyde, der gaaer i Svang i
Kiøbstæderne og paa Værkstæderne, hvor mægtig et Skaar bliver det ikke
for Arbeydernes velsignede Næring! hvor mangen en Skrædder med Svenne
og Drenge sidder ikke i fuld Arbeyde, medens Præsten er paa Prædike=Stoe¬
len og Guds Tienesten paa Søn= og Hellig=Dage forrettes, for iblant at
forfærdige den Kones eller Jomfrues Prydelse, der vil giøre Besøg eller kand
vente Besøg om Eftermiddagen; at jeg intet skal tale om Brude= og Sørge¬
Arbeide, til hvilket og da at forfærdige, Mesteren formeener at have meere
end tre gange tyve Aars Hævd.
Med Skoemagere, Peruqvemagere, Barberere og fleere har det sig
paa samme Maade.
Faaer saa nu engang deslige Folk omsider det sure Arbeyde fra Haan¬
den, saa skal derimod Hvilen og Glæden ved Sviir og Selskab begyndes om
Eftermiddagen og gemeenligen holdes ud den hele Mandag; hvad Under, at
retsindige og fornuftige Mennisker i og uden Bye maae blive bange for saa¬
danne Folk og at giøre dem enten af Vare eller Penge nogen Forskud, hvilke
de seer, saa lastværdig at holde Huus, at der umuelig ved deres Handtering
og Næring kand agtes nogen Velsignelse at være.
Med et Ord: hele Gader paa langs og tvers bliver omsider med hin¬
anden brøstholdne, den vankundige Fuskere kand intet udrette og ingen Ar¬
beyde faae; den dovne og liderlige paakommer Lysten siælden, at giøre noget
got med sine Hænder, før den yderligste Nød tvinger ham dertil, og den ar¬
beydsomme, der blant slige Naboer og Gienboer vil gribe det alt, holder sig
