322
har han mældet, at de Danske vare slette Soldater. Tvertimod extravage¬
rer hans Bitterhed, til at kalde de Danskes Conrage en stolt Hovmod, saa¬
ledes heder det i et Brev til Princessen i Sverrig, dateret Kiøbenhavn den
15 Januarii 1714: Es sare Dannemarks stolzer Hoffart, und Vorhaben
Schweden ganzlich unter die Fusse zu bringen, nicht zu beschreiben. Og oven
for i samme Brev, skriver han, at han havde ønsket at Freden havde blevet
sluttet, et Aar førend han vandt Slaget ved Gadebusk, hvorfor? dann GOtt
seisz, skriver han, datz es mohl seyn murde, venn Schweden sich mit Ehren
los machen konnte. Døm nu enhver, naar en forbittret Fiende, en Anfører
selv der havde vundet 2 Slag, taler saaledes om vor Nation, saa troer jeg
neppe, at vi tabte vor Roes i bemeldte Slag; maaskee havde vi havt mindre
Fremmede, at vore faae egne havde gjort deres Sag bedre. Hvor mange
Søe=Slag tabte vi i den Krig? der vare vore egne alleene.
5) Men ingen tænke, at Kiærlighed til mit Fæderneland giør mig
blind, eller at her stikker en egen Selv=Roes herunder, som von Justi døm¬
mer om de fleeste, der roeser deres Nation. vic. Moral=Skriften 2 Tom. pas.
70. Langt fra! jeg vil derfor endnu lidet undersøge vor Satz, om her maa¬
skee ikke kand være noget sandt deri. Det maae da atter hede: de Danske
ere dorske, langsomme, ubehændige &c. Jeg vil her tilstaae saa meget, som
Sandhed og Upartiskhed befaler mig. Jeg tilstaaer at Nationens Sentimens
nu omstunder ere ikke saa blodige og krigske, som i de ældste Hedenske Tider,
da Straaedød var Vey til Nifelhe m eller Helvede, og en martialsk Død før¬
te til Valhal, da det hedde om en døende Soldat:
Ridendo excepit lethum, mortemqve cachinno
Sprevir, & Elysium gandlens fuecessit in orbem, Th. Parthol Antiqv Dan.
Den saliggiørende Religion har udslettet disse barbariske Sentimens, gjort
Forskiæl paa en ugudelig Vovehals, og en tapper Christen, og har sat den
sande Tapperhed paa en fastere og tilladeligere Grund. Jeg tilstaaer, at
Nationen blev i de mellemste Tider temmelig afvandt fra Krigs=Væsenet,
da den store Forskiæl paa Folk sneg sig ind, og de fleeste, een efter den anden
trækkede sig fra Soldater=Standen, og holdt den lykkeligst,
vi paterna rura
bobus exercet suis, da Jarlerne fik heele Lehn og Provincerne frie, imod et li¬
det Antal Soldater at holde, da Styris=Mændene fik deres Gaarder paa
Levetiid frie fra Leding, Stud, og Jnne, da Herre=Mændene fik Lov at
kiøbe disse Gaarder til Arv og Eyedom, og fik disse Herre=Sæder frie, og
Bønderne bleve vornede og Livegne, da Geistlighed, for nogle Siæle=Messer at
