368
takke for, under hvis Herredømme det gandske Menniskelige Kiøn i sin na¬
turlige Tilstand betragtet, kand agtes lige og som Undersaatter under en fælleds
Over=Herre? Hvor ubilligt var det da ikke, et Menniske ville betage et andet
den Rettighed ham er given af deres fælleds Over=Herre.
Paaligger det Mennisket som en Hoved=Pligt, at give enhver sin tilbør¬
lige Ret, endog til det, han ved egen Fliid og Umage har erhvervet sig: Hvor¬
meget meere er han ikke pligtig at lade blive ubeskaaret, de Rettigheder, der gi¬
ves af en Høyere: En Undersaat bør jo ey hindre sine Medborgere udi de Frie¬
heder og Benaadinger, dem skienkes af deres Konge; Ansees saadant som
ubilligt; er jo det en langt større Ubillighed, at formeene nogen den allerhøye¬
stes givne Frieheder, hvorved hans Anordning giøres til intet; Jngen Høy¬
agtelse viises enten for ham selv eller hans befalinger, hvilke tilside sættes, og
i det stæd tiltages en Myndighed, man ey kand beviise at have nogen fuld
kommen Ret til, under Skin af at paastaa det, der ikke er nogen blot Men¬
niskelig Gierning, eller allene staar i et Menniskes Magt.
Mennisker, i Henseende til Børne=Avlingen, kand ey som selv virkende
ansees, men allene som med virkende tilligemed Gud, der fornemmelig brin¬
ger den naturlige Virkning til den herligste Fuldkommenhed. Kand et Men¬
niske nu intet uden Gud, udrette i saa vigtig en Sag; Hvad Billighed er der
da i, at det ene Menniske vil kræve af det andet det, der ikke gandske er over¬
ladt i hans Magt.
Guds viise Hensigt med Ægteskabers Stiftelse, har ikke allene været hen¬
rettet paa det Menniskelige Kiøns Formeerelse, men endog at vedligeholde en
Orden, hvorved Mennisket, som et fornuftig Creatur, kunde skilles fra de
ufornuftige Dyr, og ikke ligne dem i nogen uordentlig Beblandelse, hvilken
kunde foraarsage mange farlige og for det Menniskelige Kiøn skadelige Følger:
Til saadant at afværge, synes den viise Skabere beqvemmeligen at have dannet
det ene Kiøn til det andets Tieneste.
Dette vil adskillige ikke vide noget af, men Skabelsens Historie viiser,
hvor fornøden Gud haver anseet det. Et mutuum adjutorium nægter de væsent¬
lig at henhøre til Ægteskab, uden der avles Børn, og paastaar man derfor
ikke burde gifte sig: Jeg tilstaar, naar det ey strakte sig videre, end at den
ene kunde gaae den anden til Haande, som en Tiener sin Herre, eller en Ven
den anden, da kunde det agtes ufornødent, men i et Ægteskab haver det en
langt anden Beskaffenhed, hvor ikke nogen dets Pligter kand opfyldes, uden
det nødvendig maa behøves.
