366
Herr von Josxi meener at Gud i Skabelsen, formedelst besynderlige Om¬
stændigheder, havde ligesaa vigtig en Absigt med denne fælleds Hielp, som med
Børne=Avlingen, men ved Verdens Fortplantelse bortfaldt denne Omstæn¬
dighed, ,
at den var især nødvendig for Adam siden han var ene, det er
en klar Sandhed, men at den er ufornøden i vore Tiider, det kand mit en¬
foldige Begreb ikke fatte. Adam havde den gandske viide Verden og alleting
i Verden at betiene sig af, uden at nogen kunde giøre ham Hinder, eller for¬
meene ham sin Ræt dertil. Vi derimod ere saa indskrenkede i vore Tider, at
vi end ikke tør bruge eller benytte os af det allermindste, uden hvad vi selv eye,
eller ved Fliid og Arbeyde kand forskaffe os Eiendoms Ræt til, hvilket vi endda
ikke besidde med anden Ræt, end vi jo altid ere pligtige at give vores foresatte
Øvrighed deraf den Andeel han paalegger os; Ja i Nøds Tilfælde gandske at
overlade til det almindelige beste al vor Eiendom. Hvor mange ere ikke nu
omstunder, der nesten slet intet eye? Hvor møysommelig maa de ikke søge
Næring og Underholdning for sig og sine? Hvor mange Forurettelser, Under¬
trykkelser og Besnærelser foraarsager ikke det ene Menniske det andet? Hvor
mange Intriguer spilles ikke daglig, for at tilvende sig en eller anden Fordeel?
Forskaffer end Folke=Mængden megen Nytte, mange Beqvemmeligheder og
Mageligheder, haver den i følge med sig mange Besværligheder og Uleyligheder,
hvilke man daglig har at befrygte, og naar de indtreffe, at søge al muelig Hielx
og Bistand at afvende. Haver en fælleds og paalidelig Hielp nogen Tiid været
fornøden, synes den allermeest i vore Tiider, da Interesse og egen Nytte søges,
Yppighed og Overdaadighed formeeres, Kierlighed og Retfærdighed derimod
formindskes Hvor rart er det ikke at finde den, der vil antage sig en fremmedes Sag
som sin egen, uden at søge nogen Fordeel derved? Hvorlænge varer Tieneste og
oprigtig Venskab hos de fleeste? Saalænge man kand skaffe Penge og holde
dem gode Dage for. Ægtefælle derimod i Henseende til den Forbindelse, der
(*) von Jveri Abhandlung von denen Ehen p. 32. §. 18. Gott konnte mit grossen Grunde,
als er dem ersten Menschen ein Veib gab, eine eben so vichtige Absicht anf den gemein¬
schaftlichen Beystand, als anf das Kinderzeugen richten, veil sonst kein andrer Mensch
anf der Velt mar, von velchem sich der erste Mensch Hulffe und Beystand versprechen
konnte. Allein dieses maren ganz besondere Umstande, melche nur die erste Ehe be¬
gleiteten. So bald die Menschen in Menge vorhanden maren, so fiel dieser Umstand
hinseg, und niemand hatte ubthig der gemeinschaftlichen Beystandes halben in ehe¬
liche Verbindung zu treten.
VIII. Deel.
Aaa
