73
og ey tilstaae dem nogen Ræt, hverken Theologice eller Politice dertil at have
Tilladelse.
Det er klart at de ey kand staae i de Vellystiges Classe; Saa længe de
holde sig paa begge Sider inden Ægteskabets Grændser, da holdes Kierlighed,
vedlige, som forbyder altid at skade hinanden. Vellyst derimod haver gierne
Umaadelighed til Stalbroder, den nøyes ikke med det Ordentlige; Den vil
ikke blive inden, men allerhelst forlyste sig uden for Grendserne, hvor den Tiid
efter anden samler sine skadelige Frugter, paa hvilken den omsider kiendes.
At de Theologice ere tilladelige, kand man saa meget meere være forvis¬
set om, som man ingen Sted i den Hellige Skrift finder dem expressis verbis
at være forbudne, men derimod findes meget til deres Forsvar: Det oven an¬
førte Sted viser klart nok, de ikke maa hindres. Vil man sige at Paulus har
sigtet alleene dermed til de unge Mennisker, som man formodede kunde avle
Børn, da maatte man med klare Ord saadant bevise, uden at betiene sig af
noget Omsvøb, vrange Meeninger og egne Udlæggelser. Slutteligt er det,
at Paulus der har levet paa de Tider, da de Romeres foromtalte Forbud
stod ved Magt, kunde ligesaa vel have sigtet dertil, som til al anden Uorden,
der gik i Svang blant adskillige Folk at forekomme; Hans ofte igientagne
Erindringer om Ægteskaber, giver tydelig nok tilkiende, han ey har villet no¬
gen skulle hindres fra Ægtestanden, som hos sig selv fandt Tilbøyelighed der¬
til. Jeg veed altsaa ikke, hvad Føye man haver til at vige fra Ordene, og
forklare dem, som man selv lyster: Tænker man derved at udrette noget be¬
synderligt til Guds Ære, troer jeg sikkert man mærkelig feyler. Hvo kiender
vel Mennisket meere grant end Gud? Hvo veed bedre hvad der hør til hans
Æres Udbreedelse end han selv? Hvo kiender tydeligere det, der strider imod
Guds allerhelligste Villie uden han? Tør man vel beskylde Gud for Uviden¬
hed om det, der tiener til hans egen Ære; eller for Ubarmhiertighed, i det
han ville lade saa mange Mennisker fremture i en Last, der skulle være ham
saa mishagelig, som nogle foregive, uden at give dem sin Villie tilkiende:
Det er meget forskrekkeligt.
Læser man det vigtige Capitel Levit. 18. hvor Gud tilkiendegiver sin al¬
lerhelligste Villie om den Orden, hans eget Folk skulle iagttage ved deres Æg¬
teskaber, saafremt de ville være ham behagelige, da de ey alleene skulle holde
sig fra alle de Personer, men end og fra alle de afskyelige Beblandelser imod
Naturen, som der opregnes, hvilken gik i Srang iblant Hedningerne, og
Gud selv siger vare ham vederstyggelige. Denne allerviseste og for det Men¬
